samedi 30 décembre 2017

Curiouser and curiouser!

『不思議の国のアリス』II 章の劈頭を飾る ‘Curiouser and curiouser!’ というセリフは有名だ.ここでキャロルはツッコミを入れて「アリスは good English の話しかたを忘れてしまっている」と言っているので,これが正しくない英語の好例として提示されていることは明らかである.したがって私たちが翻訳するときも,おかしな日本語になるように訳さねばならない.

既存の翻訳における訳者たちの苦心の歴史を少しくたどってみよう.例によって Amazon リンクでもって出典表記に替えさせていただく.表示環境によってはフリガナにした傍点が正しく表示されていないかもしれない:
芹生 1979:「だわ。ほんとに。」
柳瀬 1987:「奇妙れてきつ! 奇妙れてきつ!」
高橋 1988:「ますます、妙だわ、ちきりんよ!」
矢川 [1990] 1994:「へんてこんて、へんてこんてえ!」
北村 1992:「てこへん、へんてこ!」
山形 [1999] 2012:「チョーへん!」
河合 2010:「へんてこりんがどんどこりん!」
佐野 2015:「びっくり!」
以上で私の手もとの訳書すべてではないが,おおかた大同小異なのでこのあたりで比較をやめておく.山形訳や佐野訳のような顕著な例外を除いて,邦訳者がこの箇所の翻訳で採用しがちな戦略は一見して明らかだろう.別宮『「不思議の国のアリス」を英語で読む』は次のように解説している:
原文が bad English だから訳文でもそれに応じて bad Japanese にすべきところで、それも上記辞書にあるように単に「奇妙きてれつ」では不十分と思います。「奇妙きてれつ」はやや俗語ではあるけれども、文法上少しもおかしくはありません。翻訳者の方々はいろいろ知恵をしぼっておいでです。「てこへん」「てこりんへん」「へんてこれん」「奇妙てけれつかま不思議」――なかなかいいじゃありませんか。(105 頁)
上にも挙げた「てこへん」「れてきつ」のほか,「かま不思議」といった文字の並びかえや (似た仲間で「ふぎし」というのもどこかで見た記憶があるのだが,思いだせない),「へんてこれん」や「てけれつ」,「へんてこんて」のようなひねりかた,つまり実際にしゃべっているアリスにしてみれば言い間違い,俗に言う噛んだという状況に仕立てあげて処理している

残念ながら私はこれにまったく感心しない.別宮の言う「文法上少しもおかしくはありません」というダメ出しは,「奇妙きてれつ」ばかりでなく「れてきつ」その他のほうにもそのままあてはまるではないか.こういうものは狭義の「文法」の間違いではなく,いわば「つづり」の間違いである.

注意してほしいのだが,ここでのアリスの間違いかたはそれとは一線を画す種類のものなのだ.かりにアリスが ‘cuirous’ とでも言っていれば「れてきつ」で大正解だったが,そうではない.アリスは ‘curious’ という完璧に正しいつづり (つまりちゃんと存在する言葉) と,「比較級を作るには -er をつける」というこれまたそれじたいでは完璧に正しい文法規則を使っていながら,その適用のしかただけを誤ったというミスを犯したのだ.

言いかえると,これはちょうど言語習得論で「過度の一般化」(overgeneralisation) と呼ばれるところの現象であり,たとえば「過去形を作るには -ed をつける」と思いこんで ‘goed’ とか ‘comed’ とか言ってしまうのと同じミスなのである.「もし自然言語に例外がなく首尾一貫した規則で成りたっていれば,論理的にはこのようにも言えたはず」,そういうたぐいの主義主張がキャロルの言葉遊びにはこのほかにもしばしば見え隠れするであろう.だからこそ勝手に訳しかたを変えてはいけない箇所である.

「単独では正しいのに,組みあわせると文法的に間違い」ということがここでは肝心なのであるから,これは決して日本語で表現できないタイプの言葉遊びではない.その点,佐野訳のぜんぜんびっくり!はほぼ完璧であり,これを超える訳はそうそう現れないだろうとまで確信させる.山形訳の「チョーへん!」も世評の高いものだが,ただくだけて俗っぽいだけで変な言いまわしではないから,‘curiouser’ のおかしさの本質を表現できておらず佐野訳には負けている.じつのところ私じしんも今回は自信のある腹案があって,逆に的を外している「てこへん」「れてきつ」への不満を述べるつもりでこの記事を書きはじめたのだが,訳例を調査して「ぜんぜんびっくり!」を見つけるに及んで言うことがなくなってしまった.このうえなくすばらしい翻訳である.

もっともここでは「ぜんぜん」が否定と呼応することを前提としているので,かならずしも佐野訳もおかしな日本語になりきれていないと感じる読者もいるかもしれない.そういう意味では本当の意味での完璧には一歩だけ足りていないだろうか.

付言すれば,「チョーへん!」も山形の初訳である 1999 年時点ではいまよりずっとちゃんと (?)「へん」だったのかもしれない.なんでもかんでも -er をつけるという原文に対し,なんでもかんでも「超」をつければ強調になるということを言わんとする翻訳であるから,方針じたいは正しいのであとは読者が期待どおり変に思ってくれるかどうかの問題なのである.20 年も経てば日本語の感覚のほうもすっかり変わってしまう.

とはいえせっかくなので私の翻訳案も披露しておこう.それは「すぎる」を使う提案である.ひところ,「美人すぎる議員」やらなにやらがニュースで世間をにぎわしたことを記憶している人も多いと思う.このとき「美人すぎる」という表現に違和感を覚える人もまま見られたので,これを利用しようというものだ.ここでの比較級はいわゆる絶対比較級 (比較の対象を示さず,たんに程度を強めるもの) なので,「すぎる」は意味としてもぴったり適切である.

ただ「不思議すぎ!」「変すぎ!」くらいではもうひとつ奇妙さが弱いかもしれないので,「謎すぎます!」ではどうだろう.形容 (動) 詞の語幹よりも名詞に直接「すぎ」がつくほうが用例が少なく見慣れなさが際立つし (とはいえ〈名詞+すぎ〉は漱石などにも見られるので文法違反とは言いがたいのだが),それも名詞的な「すぎだ/です」よりも動詞的な「すぎる/ます」とすることでさらなる不自然さを演出している.またアリスのお嬢様らしさを壊さないよう最低限のポライトネスを加えることで,「ぜんぜんびっくり!」「チョーへん!」ほど子どもっぽくならずにすんでいる.当然上述したような翻訳方針もクリアしているし,私の思いつくかぎりでは佐野訳に比肩する訳案だと自負しているが,難点がゼロでないことも両者同様である.

いやはやどうもいま一歩が届かない.すでに述べたように決して訳しきれない種類の言葉遊びではないのだから,『アリス』翻訳史の果てにいつの日か,これぞ決定版,絶対に文句をつけられないという訳が現れるであろうことを祈念する.もっともそれも読者のほうが世代交代してしまえばいたちごっこになるのかもしれないが.

vendredi 29 décembre 2017

M で始まるものの絵を

アリスが帽子屋たちの「気違いお茶会」に参加する『不思議の国のアリス』VII 章は私のいちばんお気に入りの章で,開幕から最後までひたすら笑えます.現代の目から見るといくぶん過激で乱暴だと感じるシーンもありますが,ここで帽子屋 (Hatter) と三月兎 (March Hare) とヤマネ (Dormouse) のトリオが演じるドタバタは,ちょうどいまどきの (あるいは一昔まえの?) お笑い芸人がそっくりそのままコントとして発表してもなんら違和感がないように思われます.

さてこの章でヤマネの最後のセリフとなるのが,彼の即興話に出てくる 3 人の女の子がお絵描きを習って「M で始まるあらゆるもの」(everything that begins with an M) の絵を描く話です.ヤマネがその内訳を語りだすまえに「なんで M?」(Why with an M?) とアリスが口をはさみますと,すかさず三月兎が「なんでいけない?」(Why not?) と言いかえします.

ここには 2 つの不思議があります.ひとつは言うまでもなく,アリスも気づいているとおり M というイニシャルになにか特別な意味があるのかという問題.そしてもうひとつは,これまでアリスに話の腰を折られるたびに怒っていた語り手のヤマネ本人ではなく,言いかえすのが三月兎である点です.

例によって Martin Gardner の The Annotated Alice に頼ってみますと,みごとにこれらの疑問を解決してくれる解説が注記されています.それは Selwyn Goodacre による説で,三月兎は自分の名前 (March Hare) も M で始まるのでそうあってほしかったという解釈です.

続けて ‘molasses’ が M で始まるという点が指摘されています.ヤマネの即興話のなかで女の子たちが最初に draw する (引きだす=絵を描く) 対象が「糖蜜」(treacle) ですが,これはイギリス英語で,アメリカ英語では molasses と言います.こちらのほうはあまり関係がなさそうというか,説得力を感じません.イギリス人のキャロルがアリスに語りイギリスの読者のために書かれた本文では molasses でなく treacle と呼んでいるわけですから,draw treacle からここまでつながっているなら T であってしかるべきでしょう.

ともあれ M が March Hare と関係しているとすると,日本語訳をするさいもここに気をつけたほうがよさそうです.March Hare を「三月兎」とするなら,絵を描くものの名はサで始まるにあわせるといった要領ですね.ここまで徹底した訳はあまり例がありませんが,私の手もとにある十数冊のなかでは「さ行」と訳した佐野真奈美訳と,三月兎をカタカナの「マーチヘア」と呼び「『ま』で始まる」としている楠本君恵訳の 2 例が見つかりました.

このさいキャロルも監修した 1869 年のドイツ語訳・フランス語訳を確認してみるとおもしろいことに気がつきました.まずはドイツ語版から見てみますと,英語とドイツ語は姉妹言語ですから,多くの場合苦労もなくそのまま訳せてしまいます.「M で始まる」を保持しながら,当の単語も半数は直訳で済ませています (mouse-traps = Mausefallen, moon = Mond).

しかし不可解なのは三月兎の名前で,1869 年のアントニー・ツィマーマン (Antonie Zimmermann) 訳では Faselhase と書かれていますが,March はドイツ語で März ですからすなおに Märzhase と呼べるはずです.じっさい,現代の『アリス』のドイツ語訳では後者で呼ばれているようで,ドイツ語版 Wikipedia でもこちらで立項されています.もともと ‘mad as a March hare’ という英語の成句に由来するという三月兎の名は,最初の翻訳当時に直訳してはドイツ語で意味が通らないと懸念されたのかもしれませんが,そのために F で始まる名前に変えることが許容されていたという事実は示唆的です.

さらに奇妙なのはアンリ・ビュエ (Henri Bué) による同年のフランス語訳です.ここでは驚くべきことに,「M で始まるものの絵に関する一連のくだりがばっさりと,完全に省かれています.会話の成りゆきは以下のように飛んでいます:
Alice, craignant d’offenser le Loir, reprit avec circonspection : « Mais je ne comprends pas ; comment auraient-elles pu s’en tirer ? »
« C’est tout simple, » dit le Chapelier. « Quand il y a de l’eau dans un puits, vous savez bien comment on en tire, n’est-ce pas ? Eh bien ! d’un puits de mélasse on tire de la mélasse, et quand il y a des petites filles dans la mélasse on les tire en même temps ; comprenez-vous, petite sotte ? »
« Pas tout à fait, » dit Alice, encore plus embarrassée par cette réponse.
« Alors vous feriez bien de vous taire, » dit le Chapelier.
ここにはいくつもの言葉遊びがあって直接訳文を示すことは難しいので,順を追って解説していきます.まず英語の to draw にあたる動詞が tirer です.最初にアリスが「でもわからないわ.どのようにして彼女たちは s’en tirer できたのでしょうか?」と問うのに対し (s’en tirer のダブルミーニングについては後述します),帽子屋が「井戸に水があるなら,どのように水を tirer するかはよくご存知ですよね? では糖蜜の井戸からは糖蜜を tirer するんですよ」と返す応酬は英語の原文どおりです.しかしその次に「そして女の子たちが糖蜜のなかにいるなら,彼女たちもいっしょに tirer されるというわけです」という原文にない一節が加わっています.

それから帽子屋のセリフが「わかりますか,お馬鹿さん?」(comprenez-vous, petite sotte ?) で終わるのはまた原文どおりです.しかるに本来ならこの次にヤマネの ‘in the well ― well in’ の言葉遊びがあって,アリスはそこではじめて「この答えにますます混乱してしまい」(encore plus embarrassée par cette réponse) となるはずのところ,フランス語訳では ‘well in’ も「M の絵」もなく,ヤマネがしゃべらないままアリスは帽子屋の口ぶりに当惑して「ぜんぜんまったく」と答えてしまい,原文では会話の最後を画する帽子屋の「それなら黙っていなさい」というセリフに飛ぶことになります.

この理由はおそらく明らかです.英語の draw と違いフランス語の tirer には,「(線や図を) 引く」くらいはあってもはっきりと「絵を描く」(peindre, faire de la peinture) という意味はありません.そのためヤマネとアリスの会話ですれ違うはずの「糖蜜をどこから draw する」の言葉遊びがうまくいかず,絵の話題をすっぱり訳し落とすことになったのでしょう.

そのかわりにフランス語訳では独自に 2 つの言葉遊びを加えています.ひとつは上で指摘した帽子屋の新セリフで,糖蜜の井戸から糖蜜が tirer  (=引きだす) されるとき,同時にそのなかに住んでいた三姉妹も tirer (=助けだす) されるというものです.もうひとつは最初のアリスのセリフで,原文では糖蜜の「絵をどこから描きだす」だったのが,仏訳では代名動詞 s’en tirer すなわち「うまく切りぬける,なんとかやっていく」の意味で彼女は言っているのだと思われます.「彼女たちはどうやって暮らせていたのでしょうか」とアリスは尋ねているわけです.

こう言ったとき,ではなぜその質問から帽子屋は「どうやって糖蜜を引きだしていたのか」という井戸の話に曲解できたのかと疑問に思われるかもしれません.これは再帰代名詞の se を「自分たちのために」という間接目的語,また中性代名詞 en を部分冠詞つき目的語の「糖蜜」(de la mélasse) を指すと再解釈することで,文法的にも問題なく s’en tirer「なんとか暮らしていく」を「自分に糖蜜をとってあげる」とのダブルミーニングに読めているのです.もしフランス語訳の『アリス』を翻訳するとしたら,このことを日本語の訳文に組み入れるのは至難の業です.

フランス語の解説がずいぶん長引いてしまいましたが,本題に戻って結論めいたことを申しておきます.ドイツ語では March Hare の M の字にこだわっておらず,フランス語では M の絵の件がまるごと消し去られている,という改変を私たちは確認しました.かりにこれがキャロルの見落としではなく本人の許可のもと行われたのだとすると,M の文字の意味も口をはさむのが三月兎であることも,たんなる後代の解釈にすぎないということになってしまいます.どちらにしても証拠のない話ではありますが,M と三月兎を関連づける訳に縛られたくない人にとっては気休めになるでしょうか.

lundi 25 décembre 2017

代用ウミガメの「海の学校」の科目

『不思議の国のアリス』IX 章は作中でも訳出が屈指の難しさを誇る章ではなかろうか.この章で登場する代用ウミガメ (Mock Turtle) は「海の学校」で習う科目の名前を列挙し,それが「陸の学校」すなわちアリスの知るふつうの学校の科目名を数文字変えたダジャレになっているのである (ただし「陸の学校」のほうの科目名は読者が当然に察するべき事柄であり,これらの単語は原文にひとつとして明示的に出てこない).その一覧は次のとおり:

海の学校陸の学校
ReelingReading
WrithingWriting
AmbitionAddition
DistractionSubtraction
UglificationMultiplication
DerisionDivision
MysteryHistory
DrawlingDrawing
StretchingSketching
Fainting in CoilsPainting in Oils
LaughingLatin
GriefGreek

これらをまったく自然に日本語に訳出すること,すなわちどんな読者からも不満を抱かれない日本語に完璧に移すことはほとんど不可能だろう.試みにいくつかの訳例を比較してみる (なお引用の出典表記については Amazon の商品リンクにてこれに替えさせていただく):

原語河合 2010高橋 1988柳瀬 1987生野 1971
Reelingもみ肩酔いかた海用感字の読み書き読ろめき方
Writhing掻き肩かみかた足書き方
Ambitionめでたし算イイコノワタシ算海程式つけ足し算
Distractionかぜひき算ワルイコノソウシキ算釣亀算引きくるい算
Uglificationかびかびぶっかけ算イッパイヒッカケ算因数分海追いかけ算
Derisionわりぃわりぃ算クルクルメガマワリ算侮数計算あざ割り算
Mysteryおせっかい史溺死礫史まやか史
Seaography海理世界チリヂリ海理学トチ理
Drawlingビジツ,デッぷりおっサン *1図画島工作 *2貝画水描き
Stretching写らく生ストレッチつまり躁病法蛤作うで描き
Fainting in Coils天ぷら油絵ガマブラエつまりガマの油で絵を描く方法捻努細工ぶらぶら描き
Laughingチンプン漢文ゲラゲラテン語の喜劇悲事記ラクテン語
Griefギリギリシア語の悲劇万陽集クルシャ語

*1: この段落中に 3 回現れる Drawling という語を 2 通りに訳している.
*2: 科目名ではなくそれを教える先生の名前という設定に変えている.

じつに,これを見ただけでも訳者の先生がたの涙ぐましい努力のほどが窺われるではないか.何十通りもある『アリス』の翻訳のなかからとくに代表的と思われる 4 つを選んでみたつもりだが,こうした訳語はすべてがこれら 4 先生の創案とは限らず先行訳に負っている部分もあろう.ここで訳出の歴史と誰に発明の先取権があるのかについての詮索はよしておき,とにかく書かれているとおりの比較に留める.

一見して気がつくのは,直接に英語の字義どおりの意味を訳出しようとしている箇所がほとんどないことだ.たいていの場合にこのかたがたは,日本語訳だけを読んで完結した文章になるように心がけているように見受けられ,本来の「陸の学校」における科目の日本語名をもとにしてそれと似た音を選ぶ傾向にあるようである.

たとえば Mystery の原義を残そうとしているのは 4 つのうち生野訳の「まやか史」が唯一であり,ほかの 3 者は History に対応する「歴史」または「世界史」を基礎にして言葉遊びを独立に作っている.Ambition や Uglification, Fainting in Coils に関しては,原義をわずかでも伝えようとしているものは皆無である (こじつけようとすれば最後の例で,柳瀬訳の「捻」の字はコイルとつながっていないでもないかもしれない).

それはそれとして諸先生の最大限の努力を認めるとしても,どうにもオヤジギャグ臭さが全面に立ちのぼっておりこっ恥ずかしいものがある.私じしんこれを引用のためタイピングしながら何度も赤面してしまった.このあたりオリジナルではどうなのだろう.私たちはどうも欧米のものと見るとそれだけで洒落ていると感じてしまいがちだが,存外いまどきのイギリスの若い読者にとってキャロルの原文も見るに堪えないオヤジギャグに思われるのだろうか.もしそうだとすれば上のような日本語訳は完璧に雰囲気を伝えていることになるのだが.


Seaography の訳語について


では話を戻して個別の単語の検討に進もう.上の表に見える 13 × 4 の訳語について,まったく手放しで完璧だと賞賛できるものがただひとつある.それは Seaography を「海理 (学)」と訳している例で (河合訳・柳瀬訳),余計な付け足しもなくすっきりしていて意味もしっかり原文どおりであり,これに関してはこれ以上を望めないと思う.

ここで代用ウミガメは Geography (地理) との対応で陸ではなく海だからとこう言っているので,日本語だけで読んでもそのことがちゃんと推察されるところがよい.もっとも河合訳などは (原文ではただ Seaography と言うだけで説明せずほのめかしに留まっているのに対し) 明示的に補足説明を加えてしまっているのだが.

たぶん,この「海理」は「カイリ」ではなく「うみリ」とふりがなを振るほうがいいと思う.それは Seaography という語の成りたちがさように不格好であるからである.Geography も含め,こういう学問の名前というのはたいていギリシア語とラテン語由来の形態素を使っている.この事情はちょうど日本語のなかで中国語由来の漢語をお堅い言葉と感じることとパラレルである.

参考までに,海洋学を意味するふつうの語は oceanography で,これは (究極的にはギリシア語 Ὠκεανός に遡るが) ラテン語の oceanus にもとづいている.

しかるに sea というのは英語 (ゲルマン語) にとっては本来語 (native word) であって,海を意味するラテン語 (前掲 oceanus のほか mare など) ともギリシア語 (θάλασσα, πέλαγος, πόντος など) とも似ておらず,その立ち位置は日本語における大和言葉に似ている.それがギリシア語由来の接尾辞 -graphy とくっついた奇妙な結合 (ちょうどいまどき流行りの「見える化」のような気持ち悪いつくり) を果たしているのであるから,それを思わせるように読ませるのがいいだろう.


四則演算の訳語について


反対にこのなかでいちばん悪い訳を決めることには意味がない.というのもここに引いたのは何十種類もある訳書のなかからわずかに 4 つのしかもとくに完成度の高い事例であり,もっと見るに堪えない拙劣な訳はこれらのほかにいくらでもあろうからだ.

しかしそれでもあえて指摘せねばならないと思われるのは Uglification (または Derision) に関する箇所である.というのも,この点を悪くするとたんにひとつの訳語の良し悪しにとどまらず,続く話の展開が理解不能になってしまうからだ.そして実際にどの訳でも意味不明になってしまっている.代用ウミガメが四則の名前を挙げたあと尋ねかえしたアリスに対し,グリフォンは彼女を馬鹿にして次のようにまくしたてるのだが (セリフのみ抜粋),これら 4 つの訳を読んで彼がなぜこんなふうな言いかたをするのかわかる人がいるだろうか:
河合 2010:「《かびかびぶっかけ算》を聞いたことないって!」「《美化》って言葉は知ってるよね?」「そうだよ、じゃあ、」「かびかびぶっかけ算がなにかわからなかったら、君はまぬけだよ」
高橋 1988:「ヒッカケを知らないって? しかしイッパイクワセルなら知ってるだろう?」「それじゃ、イッパイヒッカケルを知らないはずはないさ。おまえさんはばかだね」
柳瀬 1987:「侮数計算も聞いたことがないんか!」「ぶすってのはどんなのか、知っているんだろうな?」「ぶすがなにか知ってるのに、それで侮数計算がわからないってんなら、おまえさんも頭がよくないね」
生野 1971:「あざ割り算を聞いたことがねえって!」「まさか、あざわらうってことばは知ってるだろうな?」「それでもあざ割り算がわからないのなら、あんたはまったくあほうさ」
原文で話の流れを確認してみよう.ここで代用ウミガメが「算数」の内訳として Ambition, Distraction, Uglification, Derision という 4 語を挙げるのを聞き,アリスは「Uglification なんて聞いたことがない」と異議を申したてる.するとグリフォンが驚いて,「でも beautify という言葉はわかるよね」と確認し,アリスはつっかえながらもそれを肯定する.そのとたんグリフォンは「それなら Uglification もわからなきゃ馬鹿だ」と嘲るのである.

英語のおさらいになるが,-(i)fy という接尾辞は形容詞や名詞について「〜 (の状態) にする,変える」という動詞を作る.だから beautify と見れば,かりにそれまでその動詞をいちども聞いたことがなくとも「beautiful にする=美しくする」だとアリスにはわかったのだ.Uglify のほうも同様に「ugly にする=醜くする」であり,-fication で名詞になることも誰でも想像がつく.そして言うまでもなく beautiful と ugly は日本でも中学 1 年生で習う単語であり,ネイティブなら幼児でも知っている形容詞だ.

つまり,上で「見える化」という新語に触れたが,それになぞらえていえばちょうど「美し化」「みにく化」のようなもので (単語の自然さはぜんぜん違うにしろ),たとえ納得はできなくてもなにが言いたいかはたちどころにわかる.だからこそここでグリフォンは「それでわからないなら馬鹿だ」とまで言えるのである.もとより人に悪口を言っていいかは別問題としても,ある意味では正当な指摘を彼はしているわけで,会話の流れとしては自然である.ここはナンセンスでもなんでもなくちゃんと筋の通った話なのである.

これに反して日本語訳のほうはどうか.「美化」がわかるなら「かびかびぶっかけ算」の意味もわかる,「一杯食わせる」がわかるなら「一杯ひっかける」も想像がつく,などとはどうあっても言えないだろう.英語では beautiful と ugly は対になる単語だが,これらの日本語ではぜんぜんつながりがなく,また -fy のような透明 (semantic transparency の意味で) な造語法でもないからである.そうするとどうして「まぬけ」「ばか」「頭がよくない」「あほう」とまで馬鹿にされねばならないのか理解できなくなる.「かびかびぶっかけ算」とか「侮数計算」とかいったありもしない言葉が聞いてわからないのはむしろあたりまえのことだからだ.これではグリフォンはオリジナルとかけ離れてむやみに口が過ぎるというか,理不尽な言いがかりをつけている嫌味ったらしいキャラクタに変じているし,読者は唐突な暴言に面食らってしまう.

ではどう訳すべきか.それは難しいが,まず問題は Uglification という語に端を発しているので,さきにこれの訳語を決定しないと始まらない.それを模索するにあたって,別段,意味としては「かけ算に似せることにこだわる必要はないはずだ.というのは原文で Uglification らの 4 語は Multiplication らとただ音が似ているのみで,いずれも算数となんらの関係もなく,キャロルじしん意味に拘泥していないからである.ここでは韻が優先というのが彼のメッセージなのだ.であれば私たちが注力すべきは,(1)「足し算」「引き算」等々とただ音だけが似た言葉を,(2) 造語ではなく ambition のようにふつうの単語から探すことだろう (もっとも uglification だけはキャロルの当時なじみのない語なのかもしれない).この 2 つが原文から読みとれる原則であって,四則にこだわるあまりありもしない言葉を作り文字数まで引きのばしてしまっている既存訳は,この箇所にかぎり原文の精神を見失っていると言われてもおかしくないと思われる.


ドイツ語訳とフランス語訳


参考に資するべく,キャロル本人が知っていた 1869 年のドイツ語訳とフランス語訳においてこれらの箇所がどうなっているかを見てみよう.彼じしんがどこまで翻訳に口を出したものかは知らないが,本人が認める翻訳とはどういうものかを知るうえでもっとも有力な証拠がこれら以上にないことは確かである.
»Legen und Treiben, natürlich, zu allererst,« erwiederte die falsche Schildkröte; »und dann die vier Abtheilungen vom Rechnen: Zusehen, Abziehen, Vervielfraßen und Stehlen.«
»Ich habe nie von Vervielfraßen gehört,« warf Alice ein. »Was ist das?«
Der Greif erhob beide Klauen voller Verwunderung. »Nie von Vervielfraßen gehört!« rief er aus. »Du weißt, was Verhungern ist? vermuthe ich.«
»Ja,« sagte Alice unsicher, »es heißt — nichts — essen — und davon — sterben.«
»Nun,« fuhr der Greif fort, »wenn du nicht verstehst, was Vervielfraßen ist, dann bist du ein Pinsel.«
« À Luire et à Médire, cela va sans dire, » répondit la Fausse-Tortue ; « et puis les différentes branches de l’Arithmétique : l’Ambition, la Distraction, l’Enjolification, et la Dérision. »
« Je n’ai jamais entendu parler d’enjolification, » se hasarda de dire Alice. « Qu’est-ce que c’est ? »
Le Griffon leva les deux pattes en l’air en signe d’étonnement. « Vous n’avez jamais entendu parler d’enjolir ! » s’écria-t-il. « Vous savez ce que c’est que « embellir, » je suppose ? »
« Oui, » dit Alice, en hésitant : « cela veut dire — rendre — une chose — plus belle. »
« Eh bien ! » continua le Griffon, « si vous ne savez pas ce que c’est que « enjolir » vous êtes vraiment niaise. »
ちなみに四則の呼び名は,フランス語では英語と同様に addition, soustraction, multiplication, division である.ドイツ語でも Addition, Subtraktion, Multiplikation, Division と言えるがこのラテン語由来の用語はむしろ学術的な響きがあり,より一般的なのは Zusammenzählen, Abziehen, Vervielfachen, Teilen で (ちょうど日本語の「加法」と「足し算」のような関係か),ドイツ語訳の言葉遊びもこの後者に拠っている.

いずれの訳も会話の成りゆきは原文と同じだが,すべて忠実に訳しているわけではない.まず代用ウミガメが「四則」の名を挙げ,その後アリスが「かけ算」にあたる 3 番めの語すなわち »Vervielfraßen« および « Enjolification » に疑問を呈している.そこにグリフォンが驚いて口をはさみ,»Verhungern« または « embellir » なら知っているはずだと問う.そちらも確信のないアリスは一語一語区切るように訥々と正解を答える.あとは同じで,それがわかるならもとの語もわからなきゃ馬鹿 (Pinsel, niaise) だと言われておしまいになる.

ポイントとしては,フランス語の接頭辞 en- もドイツ語の前つづり ver- も,英語の -fy と同じくもとの名詞の表す事物・性質にするという意味の動詞を作るので,やはりアリスは聞いてすぐに意味を推測できねばならないということだ (en- のほうは英語にもある;cf. enable, embody).前節の分析でもすでにわかっていたことではあるが,このことはやはり翻訳に際して動かしがたい方針であるように思われる.つまり一見知らない語に見えても考えればわかるはずの言葉がここには充当されねばならないということだ.馬鹿だと言われるためには考えを放棄するという前段階が必要なのである.

もっともフランス語では addition 等々のほうも ambition 等々のほうもまるっきり同じ単語で直訳して通じるので,この点では私たちの参考にならない.ただ気になるのは当の enjolification だけかなり異なる語になっていることである.この語 (およびその動詞形の enjolir) は辞書にないが,だからといってわからないのではグリフォンに馬鹿だと言われてしまう.Joli が「きれいな,かわいい」という形容詞なので「美しくする (こと)」という意味だろう (ちなみに joli から作られる「美しくする」というふつうの動詞は enjoliver で,こちらは辞書に載っている).

ところでグリフォンが引きあいに出している « embellir » のほうも,アリスが答えているとおり belle/beau「美しい」にすることなので,ここでは原文にあった対義語という性質が消えてしまっている.もっとも対義語のペアであることそのものにたいした価値があったわけではなく,要するに uglify/enjolir を理解させるために beautify/embellir というよりわかりやすい語を提示することが肝心だったということか.たださらに奇妙なことには,enjolification では音としても multiplication とさほど似ていないような気がする.これはまったく謎であるが,フランス語で似た単語をあてることは不可能だったのかもしれない.

ドイツ語訳のほうはこの改変がさらに顕著だ.グリフォンが例示する語 »Verhungern« は,アリスが「なにも―食べず―そのために―死ぬこと」と説明しているとおり「餓死する」という衝撃的な語である.そしてそこから »Vervielfraßen« を推測しろという話で,例によってこれも辞書にはない言葉だが,Vielfraß というのは動物の貂の一種で比喩的に大食家という意味もあるらしい.これに前つづり ver- と動詞の不定形語尾 -en をつけて動詞化しているので (厳密にはそれをさらに大文字書きによって名詞に転用しているのだが),大食いになるとかするとかいう意味あいだろう.こちらはかなり »Vervielfachen« によく似ているので,まずここの音合わせを優先して,ver- の例解のために verhungern を決めて原語の beautify を捨てた,という翻訳の流れが見えてくる.

Enjolification と Vervielfraßen が新造語であるとすれば新たに蓋然性が高まってきたのは,やはり当時 uglify, uglification は造語として認識されていた可能性である.Merriam-Webster 英語辞典によれば uglify は早くも 1576 年に初出だそうだが,あまり一般的には使われていなかったのかもしれない.この例に鑑みれば私たちは,韻のためには少しだけなら人工的な語をあててもキャロルから許されるということが結論される.

vendredi 8 décembre 2017

アリスの最初のスウェーデン語訳

1865 年に『不思議の国のアリス』の初版が刊行されたあと,ルイス・キャロル本人の監督のもと 1869 年にドイツ語訳とフランス語訳が出版された.その次に出た翻訳がスウェーデン語訳である.それは 1870 年のことで,タイトルは Alice’s äfventyr i sagolandet, 訳者は Emily Nonnen である.ただしこれはキャロル非公認の翻訳であったらしい (スウェーデン語版 Wikipedia より).

これもあいにく PDF やテキストファイルとしては手に入らないのだが,画像としてはスウェーデンの Litteraturbanken というサイトでファクシミリ版が閲覧できる.私はスウェーデン語は勉強したことがないのでちゃんとした検討は不可能だが,どうも忠実な直訳ではなさそうだ.I 章最初の段落はこうなっている:
Lilla Alice tyckte att det var bra tråkigt att sitta bredvid systern på den mossiga bänken och ingenting ha att göra; ett par gånger hade hon tittat in i boken, som systern låste uti; men det fanns hvarken plancher eller samtal i den, »och hvad kan det vara för roligt i en bok utan plancher eller samtal», tänkte Alice.
参考のために原文を掲げれば,次のとおり:
Alice was beginning to get very tired of sitting by her sister on the bank, and of having nothing to do: once or twice she had peeped into the book her sister was reading, but it had no pictures or conversations in it, ‘and what is the use of a book,’ thought Alice, ‘without pictures or conversations?’
比較してみればいくつか違いがあることがわかる.もちろん細かな前置詞や接続詞の違い,また her にあたる語が sister (syster) につくかわりにただの既知形になっていることなどは,おそらくそのほうがスウェーデン語として自然なのだろうということで説明ができるし,もうひとつ once or twice が ett par gånger (lit. a pair of times) になっているのも同じ理由から不問としてよさそうであるが,それら以外にも相違点は見受けられる.

すなわち,スウェーデン語訳の第 1 文 (最初のセミコロンの前まで) では英語にはない形容詞 lilla (小さな) と mossiga (苔むした) が付け加わっているし,主節の動詞は tyckte att (lit. thought that) となってまるっきり文構造が変わっている (原文では「退屈になりはじめていた」なのにスウェーデン語ではすでに退屈に思ってしまっている).またアリスのセリフ中にある use (役に立つ) も roligt (おもしろい,funny の意味) に言いかえられている.これらの 4 点は明らかに意味の改変と言うことができるだろう.

私は今回デンマーク語版のアリスを読むにあたって,英語 (1865 年) とドイツ語 (1869 年) とデンマーク語 (1875 年) の比較をしてみようと思いたち,そういえばこれらのあいだにはスウェーデン語訳 (1870 年) があったなと思いだして,読めないまでも同じゲルマン語でしかもデンマーク語とよく似ているはずのスウェーデン語ならなにかの参考にはなるのでないかと考えたのだが,どうやらこの調子の翻訳では私の期待した用途に役立てるのは難しそうである.

jeudi 7 décembre 2017

アリスの最初のデンマーク語訳 (3)

以下は『不思議の国のアリス』の最初のデンマーク語訳 Maries Hændelser i Vidunderlandet (1875 年) 第 3 章の翻刻である.出典および表記の凡例は最初の第 1 章に付記しており,下線の意味については前回第 2 章で断ったとおり.なお第 3 章は有名なネズミの「尾話」(tail = tale) がある箇所であるが,このデンマーク語訳ではあのしっぽ型の配置は再現されていない.



Tredie Kapitel.
Et Formandsvalg og et Væddeløb.
―――

Det var rigtignok et besynderligt Selskab, som forsamlede sig paa Bredden, Fuglene med forpjuskede Fjer, de firføddede Dyr med deres Pels klæbende fast til Kroppen, alle drivende vaade, gnavne og ilde til Mode.

Det første Spørgsmaal paa Dagsordenen var naturligvis, hvorledes de skulde blive tørre igjen; de havde en Raadslagning derom, og Marie fandt det snart ganske i sin Orden, at hun talte med dem i al Fortrolighed, som om hun havde kjendt dem hele sit Liv. Hun fik sig snart en lang Passiar med Alken, som tilsidst blev tvær og ikke vilde svare hende andet end: „Jeg er ældre end du og maa altsaa vide det bedre.“ Dette vilde Marie ikke indrømme, før hun vidste, hvor gammel den var, og da Alken bestemt nægtede at sige, hvor gammel den var, havde hun ikke mere at sige.

Tilsidst raabte Musen, som syntes at være en Person af nogen Vigtighed i Selskabet: „Sætter Jer alle ned og lytter til min Tale! Jeg skal snart faa Jer alle tørre!“ De satte sig straks alle ned i en stor Kreds med Musen i Midten. Marie holdt sine Øjne ufravendt fæstede paa den med en vis Ængstelse; thi hun var overbevist om, at hun vilde blive forkølet, dersom hun ikke meget snart blev tør igjen.

„Hm!“ sagde Musen med en vigtig Mine, „ere I alle færdige? Denne er den tørreste Sag i Verden, som jeg kjender. Stille, alle Mand, om jeg tør bede! Vi skulde altsaa se at blive tørre, og jeg foreslaar derfor, at vi tale Politik.“

„Hu!“ sagde Alken, idet den rystede af Kulde.

„Maa jeg spørge,“ sagde Musen, idet den rynkede sine Øjenbryn, men meget høflig, „sagde De noget?“

„Jeg sagde ingen Ting!“ raabte Alken hastig.

„Jeg syntes, det var Dem,“ sagde Musen. „Jeg gaar altsaa videre. Vi tale Politik —“

„Poli — hvad?“ sagde Anden.

„Tik!“ svarede Musen vred. „De ved naturligvis, hvad det vil sige. Og da jeg sikkerlig tør supponere, at hele Kompaniet er fuldstændig à jour —“

„Tal Dansk!“ sagde Anden. „Jeg forstaar ikke Meningen af alle disse fremmede Ord, og hvad mere er, jeg tror heller ikke, at De selv gjør det!“ Og Anden bøjede hovedet for at skjule et Smil, og flere af de andre Fugle fnisede lydelig.

„Maa jeg have mig slige Afbrydelser frabedt,“ sagde Musen og vedblev derpaa: „saavel med den højere som den lavere Politik. For Personer i vor Forfatning er Politik jo en herlig Ting. Maalet for vore Bestræbelser er jo pro primo, at vi skulle blive tørre, og da Politik er den tørreste Ting af Verden, er den sikkerlig i Stand til at meddele os noget af sin Tørhed. Pro secundo skulle vi blive varme, og da der ikke existerer noget i Verden, der saa let gjør Folk hede i Hovedet som Politik, tør jeg vel supponere —“

„Jeg maa gjentage,“ faldt Anden atter ind, „at jeg kun forstaar mit Modersmaal.“

„Og jeg maa gjentage,“ vedblev Musen, „at jeg frabeder mig alle Afbrydelser. Og da det ærede Medlem ikke vil holde sig i Skindet, saa foreslaar jeg, at vi vælge en Formand.“

Dette Forslag vandt almindeligt Bifald, og da de lavere Dyr rottede sig sammen, blev Krabben valgt.

„Nu skulle vi nok til at gaa Krebsegang,“ sagde Anden.

„Ja, saa komme vi nok aldrig paa det Tørre,“ sagde Dronten. „Hvorledes gaar det ellers nu, kjære Barn?“ vedblev den, idet den vendte sig til Marie.

„Lige vaad,“ sagde Marie i en ynkelig Tone; „den Snak lader slet ikke til at tørre mig.“

„Mig heller ikke,“ sagde Dronten. „Jeg foreslaar derfor, at vi løbe Væddeløb —“

„Hvorledes skulle vi bære os ad dermed?“ sagde Marie, ikke just fordi det var hende om at gjøre at faa det at vide; men Dronten havde standset, som om den mente, at en eller anden borde tale, og ingen af de andre syntes tilbøjelig dertil.

„Ser du,“ sagde Dronten, „den bedste Maade at forklare det paa er at gjøre det.“

Først afridsede de en Væddeløbsbane omtrent som en Cirkel. „Om Formen er rigtig nøjagtig, gjør intet til Sagen,“ sagde den. Hele Selskabet stillede sig da hist og her langs med Rendebanen. Derpaa blev der talt „en, to, tre og afsted“; men de begyndte at løbe, naar de fandt for godt, og holdt op, naar de fandt for godt, saa at det ikke var let at vide, naar Væddeløbet var til Ende. Da de imidlertid havde løbet en halv Times Tid og vare blevne ganske tørre, raabte Dronten pludselig: „Væddeløbet er til Ende!“ og de stimlede alle sammen om den og spurgte gispende: „Men hvem har vundet?“

Dette Spørgsmaal kunde Dronten ikke besvare uden megen Eftertanke, og den sad længe med den ene Pote trykket paa Panden, saaledes som tænkende Personer ofte pleje at gjøre, medens de andre ventede i Tavshed. Tilsidst sagde Dronten: „Alle have vundet, og alle maa have Præmier.“

„Men hvem skal give Præmierne?“ spurgte et helt Kor af Stemmer.

Hun naturligvis,“ sagde Dronten, idet den pegede paa Marie, og de flokkedes straks alle om hende og raabte i Munden paa hverandre: „Præmier! Præmier!“

Marie vidste slet ikke, hvad hun skulde gjøre, og i Fortvivlelse stak hun Haanden i Lommen og trak en Æske med Konfekt op, som det salte Vand heldigvis ikke var trængt ind i, og uddelte det som Præmie. Der var akkurat et Stykke til hver.

„Men hun maa jo selv have en Præmie,“ sagde Musen.

„Naturligvis,“ svarede Dronten meget alvorlig. „Hvad har du ellers i din Lomme?“ vedblev den, idet den vendte sig om til Marie.

„Kun et Fingerbøl,“ sagde Marie bedrøvet.

„Giv mig det,“ sagde Dronten.

De flokkedes derpaa alle endnu en Gang om hende, medens Dronten højtidelig overrakte hende Fingerbøllet, idet den sagde: „Vi bede dig modtage dette pragtfulde Fingerbøl“, og da den havde endt denne korte Tale, raabte de alle Hurra.

Marie fandt hele Sagen yderst taabelig; men de saa alle saa alvorlige ud, at hun ikke torde le, og da hun ikke kunde finde paa noget at sige, nejede hun blot og tog imod Fingerbøllet, idet hun saa saa højtidelig ud, som hun kunde.

Det næste, der var at gjøre, var at spise Konfekten. Dette foraarsagede en Del Støj og Forvirring, da de store Fugle klagede over, at de ikke kunde smage deres, og de smaa fik deres galt i Halsen og maatte dunkes i Ryggen. Tilsidst fik det dog en Ende dermed, og de satte sig atter i en Krebs og bade Musen fortælle dem en Historie. „Du lovede mig jo at fortælle mig en Historie,“ sagde Marie, „og hvorfor du hader K— og H—“, tilføjede hun hviskende, halvt bange for, at den igjen skulde blive fornærmet.

„Min Historie,“ begyndte Musen, „er ingen morsom Historie; den er lige saa sort og lige saa lang —“

„Som din Hale,“ afbrød Marie, der ikke kunde faa sine Øjne fra Musens lange, sorte Hale; „men hvorfor kalder du den sort?“

„Hør nu bare!“ sagde Musen og fortalte: „Diavolo, den slemme Hund, sagde til en lille Mus, som den mødte: „Lad os føre Proces, jeg vil lægge Sag an mod dig; det nytter ikke, hvad du siger, vi maa have et Forhør; thi i denne Morgenstund har jeg slet ikke noget at bestille.“ Saa sagde den lille Mus: „Et saadant Forhør, min gode Ven, uden Dommer og uden Vidner, vilde tage for meget paa vore Kræfter!“ — „Jeg vil være Dommer, og jeg vil være Vidner,“ sagde den snedige gamle Hund, „jeg skal nok føre den hele Sag og dømme dig til Døden —“ og saa aad den hele den lille Mus rent op.“

Under denne Fortælling havde Marie staaet og stirret ufravendt paa Musens Hale og hørt til med megen Deltagelse.

„Du hører ikke efter!“ sagde Musen vredt til Marie. „Hvad staar du der og tænker paa?“

„Jeg beder om Forladelse,“ sagde Marie ydmygt, „det var rigtignok en bedrøvelig Historie.“

„Naa, saa det synes du dog,“ sagde Musen, idet den lavede sig til at gaa.

„Jeg mente ikke noget ondt dermed,“ sagde Marie. „Vær saa god at komme tilbage og fortæl mig noget mere!“ Marie kaldte paa den, og alle de andre raabte i Munden paa hverandre: „Ja, kom dog!“ men Musen rystede utaalmodig paa Hovedet og skyndte sig kun desto mere.

„Hvor det dog var kjedeligt, at den ikke vilde blive!“ sukkede Dronten, saa snart den var ude af Syne; men Krabben greb Lejligheden til som Formand at holde en Formaningstale til hele Forsamlingen og endte med at henvende sig saaledes til sin Datter: „Mit kjære Barn! Lad dette være en Advarsel for dig til aldrig at lade Vreden faa Bugt med dig!“

„Hold din Mund, Mama!“ sagde den unge Krabbe næsvist. „Du kan da ogsaa sætte selv en Østers’s Taalmodighed paa Prøve!“

„Maa jeg frabede mig alle Personligheder!“ sagde en gammel Østers.

„Jeg vilde ønske, jeg havde min Dina her, det ved jeg nok!“ sagde Marie højt uden at henvende sig til nogen i Særdeleshed. „Den skulde snart bringe Musen tilbage.“

„Og hvem er Dina, om jeg maa spørge?“ sagde Alken. Marie svarede straks, thi hun var altid rede til at tale om sin Øjesten: „Dina er min Kat, og det er saadan en mageløs Kat til at fange Mus! Og du skulde bare se den gaa paa Jagt efter Fuglene! Den kan min Tro lige saa nemt fange en lille Fugl som se paa den!“

Denne Tale foraarsagede en mærkelig Uro i Forsamlingen. Nogle af Fuglene skyndte sig straks bort; en gammel Skade begyndte at pakke sig meget omhyggelig ind, idet den bemærkede: „Jeg maa virkelig se at komme hjem; jeg kan ikke taale Natteluften for min Hals!“ En Kanariefugl skreg med skingrende Stemme til sine Børn: „Kom nu, kjære Børn, det er paa høje Tid, at I alle komme til Sengs!“ Under forskjellige Paaskud tog de alle bort, og Marie stod ganske alene tilbage.

„Jeg vilde ønske, at jeg ikke havde omtalt Dina!“ sagde hun i en bedrøvet Tone. „Ingen her synes at holde af den, og jeg er vis paa, at det er den bedste Kat i Verden! O, min kjære Dina! Jeg gad vidst, om jeg nogen Sinde skal se Dig igjen! Og nu begyndte den stakkels lille Marie igjen at græde, thi hun følte sig meget ensom og forknyt. Hun hørte imidlertid snart igjen Lyden af Fodtrin, som nærmede sig, og saa forventningsfuld op, idet hun haabede, at Musen havde skiftet Sind og nu vendte tilbage for at fortælle Resten af sin Historie.

―――

mercredi 6 décembre 2017

アリスの最初のデンマーク語訳 (2)

以下は『不思議の国のアリス』の最初のデンマーク語訳 Maries Hændelser i Vidunderlandet (1875 年) 第 2 章の翻刻である.出典および表記の凡例は前回第 1 章に付したとおり.

ただし今回はそれに加えて原文にあからさまな誤植が見られたので,それに打消線を施して修正後の語を角括弧 [...] 内に示した.またもう 1 点,アリス (Marie) がネズミにフランス語で話しかける „Où est ma chatte?“ というセリフだが (フランス語ならあるべき疑問符のまえのスペースがないのも原文どおり),ここだけは (前後の引用符も含めて) アンティカ体,すなわちフラクトゥールでない私たちにおなじみの書体で組まれているので,このことを下線で示す.





Andet Kapitel.
Taaredammen.
―――

„Kuriøsere og kuriøsere!“ raabte Marie, som var saa uhyre forbavset, at hun i Øjeblikket ganske glemte at tale rent Dansk; „nu trækkes jeg ud som den største Kikkert, der nogen Sinde har været til! Farvel Fødder!“; thi da hun saa ned efter sine Fødder, syntes de at være saa langt borte, at hun næsten ikke kunde se dem. „O, mine stakkels smaa Fødder, jeg gad vide, hvem der nu skal give eder Sko og Strømper paa! Jeg kan ikke gjøre det, det er jeg vis paa! Jeg er altfor langt borte fra eder til at gjøre mig nogen Ulejlighed for eders Skyld, I maa gjøre som I bedst kan; men jeg maa være god mod dem,“ tænkte Marie, „ellers gaa de maaske ikke samme Vej, som jeg vil gaa! Lad mig se, jeg vil give dem et Par nye Støvler hver Jul.“

Og hun vedblev at lægge Planer for, hvorledes hun skulde bære sig ad. „De maa gaa med Fragtmanden,“ tænkte hun, „og hvor morsomt vil det ikke være at sende Foræringer til sine egne Fødder! Og hvor besynderlig vil Udskriften ikke se ud, naar der staar
Velbaarne
Hr. højre Fod
Aalsgaard
pr. Kjøbenhavn
(med mange Hilsener fra Marie).
Gud, hvor kan jeg dog sige saadant noget dumt Tøj!“

I samme Øjeblik stødte hendes Hoved mod Loftet; hun var virkelig mere end ni Fod høj, og hun fik straks fat paa den lille Guldnøgle og skyndte sig hen til Havedøren.

Stakkels Marie! Alt, hvad hun kunde gjøre, var at lægge sig ned paa den ene Side for at se igjennem Døren med det ene Øje; men at komme gjennem den var mere umuligt end nogen Sinde før. Hun satte sig da ned og begyndte igjen at græde.

„Du skulde skamme dig noget,“ sagde Marie; „saadan en stor Pige at tage saadan paa Vej! Hold straks op, det skal jeg bede dig om!“ Men alligevel blev hun ved med at udgyde Strømme af Taarer, indtil der helt rundt omkring hende var en stor Dam, som var fire Tommer dyb og naaede lige til Midten af Salen.

Lidt efter hørte hun nogen komme traskende, og hun tørrede hurtig sine Øjne for at se, hvad det var. Det var den hvide Kanin, som vendte tilbage, pragtfuldt klædt med et Par fine hvide Handsker i den ene Haand og en stor Vifte i den anden; den kom travende i største Hast, idet den mumlede ved sig selv: „O! Hertuginden, Hertuginden! Hun vil jo blive rasende, hvis jeg har ladet hende vente!“ Marie følte sig saa fortvivlet, at hun var rede til at bede hvem det saa skulde være om Hjælp; derfor begyndte hun, da Kaninen kom nær hen til hende, i en sagte, frygtsom Tone: „Min Herre, —“ Kaninen foer heftig sammen, tabte de hvide Handsker og Viften og benede af det bedste, den havde lært.

Marie tog Viften og Handskerne op, og da der var meget varmt i Salen, gav hun sig til at vifte sig, alt imedens hun sagde: „Nej dog, nej dog! Hvor alt er besynderligt i Dag! Og i Gaar gik alt ganske som det plejer. Jeg gad vidst, om jeg er bleven forvandlet i Nat? Lad mig tænke mig om! Var jeg den samme, da jeg stod op i Morges? Jeg synes næsten, at jeg kan huske, at jeg følte mig lidt forandret. Men hvis jeg nu ikke er den samme, saa er det næste Spørgsmaal: hvem i al Verden er jeg da? Ja, det er netop Knuden!“ Og hun begyndte at tænke paa alle de Børn, hun kjendte, som vare paa hendes Alder, for at se, om det var tænkeligt, at hun skulde være bleven forvandlet til et af dem.

„Jeg er vis paa, at jeg ikke er Sofie“, sagde hun, „for hun har saadan lange Krøller, og mit Haar krøller aldeles ikke; og jeg er ogsaa ganske vis paa, at jeg ikke kan være Agnes, for jeg ved Besked om saa mange Ting, og hun, aa! hun kan slet ingen Ting! Desuden, hun er hun, og jeg er jeg, og — nej, hvor alt dog er underlig forvirret! Jeg vil dog se, om jeg kan alt, hvad jeg før har kunnet. Lad mig se, fire Gange fire [fem] er tolv, og fire Gange seks er tretten, og fire Gange syv er — aa! jeg naar saamænd aldrig tyve paa den Maade. Men man kan nu heller slet ikke regne paa Multiplikations-Tabellen, den har ikke noget at betyde, lad os forsøge os i Geografien. London er Hovedstaden i Paris, og Paris er Hovedstaden i Rom — nej, det er jo galt altsammen! Jeg maa vist være bleven forvandlet til Agnes! Jeg vil prøve paa at sige „Der var en Kone paa Landet —“ og hun foldede Hænderne, som naar hun fremsagde sine Lektier, og begyndte at gjentage Ordene; men hendes Stemme lød hæs og fremmed, og Ordene faldt ikke, som de plejede:

Der var en Høne paa Landet,
hun havde en Kone blandt andet.
Nu, lægge Æg er Konens Fag,
Og denne gav et hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
Se, det fandt Hønen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Hovedet fik,
Tog dem paa Kurven og gik.

„Jeg er vis paa, at Ordene ikke falde rigtig“, sagde stakkels Marie, og hendes Øjne fyldtes med Taarer, da hun vedblev: „Jeg maa dog være Agnes, og jeg skal herefter bo i det lille lave Hus og ikke have noget Legetøj, og ak! dog bestandig lige mange Lektier at lære! Nej, jeg ved nu, hvad jeg vil gjøre; dersom jeg er Agnes, vil jeg blive hernede! Det kan slet ikke nytte, de raabe ned til mig: „Kom dog op igjen, kjære Barn!“ Jeg vil blot se op og sige: „Hvem er jeg da? Sig mig først det, og hvis jeg saa synes om at være den lille Pige, de nævne, vil jeg gaa op igjen; hvis ikke, vil jeg blive hernede, til jeg bliver en anden — men!“ raabte Marie, idet hun pludselig brast i Graad, „jeg vilde alligevel ønske, at de vilde stikke Hovedet herned! Jeg er saa frygtelig kjed af at være her ganske alene!“

Da hun sagde dette, saa hun ned paa sine Hænder og blev forbavset over at se, at hun havde taget en af Kaninens smaa, hvide Handsker paa, medens hun snakkede. „Hvor kan jeg have gjort det?“ tænkte hun. „Jeg maa være i Færd med at blive lille igjen.“ Hun stod op og stillede sig ved Bordet for at se, hvor stor hun nu var, og saa, at hun, saa vidt hun kunde skjønne, var omtrent to Fod høj og vedblev at svinde hurtig ind; hun opdagede snart, at Aarsagen dertil var Viften, som hun holdt i Haanden, og hun lod den derfor hurtig falde, netop til rette Tid for ikke at svinde helt bort.

„Det var paa høje Tid!“ sagde Marie dygtig forskrækket over den pludselige Forandring, men meget glad ved at finde, at hun endnu var til. „Og nu ud i Haven!“ og hun løb saa stærkt, hun kunde, tilbage til den lille Dør; men ak! den lille Dør var igjen lukket, og den lille Guldnøgle laa paa Glasbordet som forhen, „og nu ser det værre ud end nogen Sinde før“, tænkte det skakkels Barn, „thi jeg har aldrig været saa lille som nu, nej aldrig, og det er virkelig altfor galt, det er baade vist og sandt!“ Da hun sagde disse Ord, gled hendes Fod, og i næste Sekund laa hun lige til Hagen i salt Vand. Hendes første Tanke var, at hun paa en eller anden Maade var falden i Havet, „og i det Tilfælde kan jeg komme tilbage med Jernbanen“, sagde hun ved sig selv. (Marie havde en Gang i sit Liv været ved et Badested paa Kysten, og da hun der havde set Badehuse i Vandet, Børn, som legede ved Stranden med deres Træspader og Smaaskibe, en Række Villaer langs Strandvejen og bag ved dem en Jernbanestation, bildte hun sig ind, at hun, hvor hun end kom hen paa den danske Kyst, vilde finde Badehuse, legende Børn, Villaer og Jernbanestationer). Hun opdagede imidlertid snart, at hun laa i den Dam af Taarer, som hun havde fældet, da hun var ni Fod høj.

„Jeg vilde ønske, at jeg ikke havde grædt saa meget!“ sagde Marie, medens hun svømmede omkring og forsøgte at komme ud af Dammen. „Nu skal jeg vel sagtens straffes derfor ved at drukne i mine egne Taarer! Det vil rigtignok være noget snurrigt noget! Men hvad er ikke snurrigt i Dag?“

Netop da hørte hun noget plaske omkring i Dammen lidt derfra, og hun svømmede nærmere for at se, hvad det var; først troede hun, det maatte være en Hvalfisk eller en Flodhest, men saa huskede hun paa, hvor lille hun nu var, og hun udfandt snart, at det kun var en Mus, der var falden i ligesom hun selv.

„Vilde det nu være nogen Nytte til“, tænkte Marie, „at tale til denne Mus? Alt er her saa ualmindeligt, at det ikke skulde forundre mig, om den kunde snakke; i ethvert Tilfælde kan det ikke skade at forsøge derpaa.“ Altsaa begyndte hun: „O Mus, ved du Vejen ud af denne Dam? Jeg er meget træt af at svømme omkring her, o Mus!“ Marie tænkte, at det maatte være den rette Maade at tale til en Mus paa, hun havde aldrig før gjort det; men hun erindrede, at hun havde læst i sin Broders latinske Grammatik: „en Mus, af en Mus, til en Mus, en Mus, O Mus!“ Musen saa spørgende paa hende og syntes at blinke til hende med et af sine smaa Øjne; men den sagde ikke noget.

„Maaske forstaar den ikke Dansk“, tænkte Marie, „det er bestemt en fransk Mus, der er kommen her til Landet med de franske Hjælpetropper.“ Thi hvor dygtig Marie end var i Historie, havde hun dog ikke noget klart Begreb om, hvor lang Tid siden noget var sket. Hun begyndte derfor igjen: „Où est ma chatte?“ hvilket var den første Sætning i hendes franske Læsebog. Musen gjorde pludselig et Spring op af Vandet og syntes at skjælve af Frygt over hele Legemet. „O, jeg beder om Forladelse!“ raabte Marie hurtig, bange for at hun havde saaret det stakkels Dyrs Følelser. „Jeg glemte rent, at du ikke holder af Katte.“

„Jeg, holde af Katte!“ raabte Musen med en skingrende, vred Stemme. „Vilde du holde af Katte, hvis du var i mit Sted?“

„Nu, maaske ikke“, sagde Marie venlig, „vær ikke vred for det. Og dog vilde jeg ønske, jeg kunde vise dig min Kat, Dina; jeg tror, du vilde komme til at holde af Katte, dersom du blot saa den. Det er saadan en sød, blid, lille en“; Marie fortsatte halvt ved sig selv, idet hun i al Mag svømmede omkring i Dammen: „og den sidder og spinder saa yndigt ved Kakkelovnen, medens den slikker sine Poter og vasker sit Ansigt, og den er saa sød og saa rar at passe, og den er saa udmærket til at fange Mus — o, jeg beder om Forladelse!“ sagde Marie igjen, thi denne Gang rejste Musen rigtig Børster, og hun var overbevist om, at den var frygtelig fornærmet. „Vi ville ikke tale mere om den, hvis du helst vil være fri.“

„Vi, jo vist!“ raabte Musen, som skjælvede lige ned til Spidsen af Halen. „Som om jeg kunde tale om saadan en Gjenstand! Vor Familie har altid hadet Katte, det er stygge, simple, gemene Dyr! Lad mig ikke høre det Ord igjen!“

„Nej, det skal du heller ikke!“ sagde Marie i en Fart for at skifte Gjenstand for deres Samtale. „Holder — holder du af — af Hunde?“ Musen svarede ikke, Marie vedblev derfor ivrig: „Der er saadan en sød lille Hund, som bor i Nærheden af os, den havde jeg Lyst til at vise dig! En lille Terrier med sorte, klare Øine og med langt, krøllet, brunt Haar. Den apporterer, naar der kastes noget til den, og den sidder paa Bagbenene og beder om sin Middagsmad og gjør mange andre Konster, jeg kan ikke huske Halvdelen af dem, og den tilhører en Bonde, og han siger, at den er saa nyttig, den er sine tusinde Daler værd! Han siger, at den tager alle Rotterne og — o min Gud!” udraabte Marie bedrøvet. „Jeg er bange for, at jeg igjen har fornærmet den!“ Thi Musen svømmede bort fra hende, saa hurtig den kunde, og bragte hele Dammen i Røre derved.

Hun kaldte derfor mildt paa den: „Kjære Mus, kom dog tilbage igjen, og vi skulle hverken tale om Katte eller om Hunde, naar du ikke holder af dem!“ Da Musen hørte dette, vendte den om og svømmede langsomt tilbage til hende; dens Ansigt var ganske blegt (af Vrede, tænkte Marie), og den sagde med sagte, skjælvende Stemme: „Lad os komme i Land, og saa skal jeg fortælle dig en Historie, og saa vil du forstaa, hvorfor det er, at jeg hader Katte og Hunde.“

Det var paa høje Tid, thi Dammen blev mere og mere opfyldt af Fugle og andre Dyr, som vare faldne i den; der var en And og en Dronte, en Alk og en Ørn og en Mængde andre besynderlige Dyr. Marie førte an, og hele Selskabet svømmede i Land.

―――

mardi 5 décembre 2017

アリスの最初のデンマーク語訳 (1)

周知のとおり,『不思議の国のアリス』は 1862 年に原型がルイス・キャロルの口からアリスたち姉妹に語られ,1865 年に初版が刊行された.その後,キャロル本人の監修のもとで 1869 年にドイツ語訳とフランス語訳が出版されている.

彼じしんも予見しなかったことだが,これら以外の言語にも『アリス』はたてつづけに翻訳されつづけた.1875 年に現れたデンマーク語訳 Maries Hændelser i Vidunderlandet もその最初期のひとつであり,この翻訳はどういう理由かキャロルにも知らされなかったらしい.出版地はコペンハーゲンであるが,翻訳者名は D. G. というイニシャルだけで匿名である.タイトルにもあるとおり主人公の名前が Alice でなく Marie に変えられているが,こうした変更はおそらく一連の『アリス』の翻訳のなかで世界最初のものである.

残念なことに,この翻訳も古いものであるにもかかわらずあまり自由に広まっていない.タイトルで検索してもちょっと見つかりにくかったのだが,今日ようやく,デンマーク王立図書館 (www.kb.dk) が電子化して 2014 年に公開している PDF ファイルを発見した (次の WorldCat の検索結果から直接アクセスできる).ただし OCR の精度が悪くて,埋めこまれている文字がめちゃくちゃである.


このように古いデンマーク語らしくドイツ文字のような書体で組まれていて少々読みづらいが (もっともデンマーク語におけるフラクトゥールの使用は 19 世紀末ころまでに廃れていく),OCR の精度のせいもあってかプレーンテキストに直したものは用意されていないようだ.第 1 章の最初の文は Marie begyndte at blive kjed af at sidde paa Bænken hos sin Søster uden at have noget at bestille で,現代の正書法では kjed → ked, paa → på であるが,ともあれ Marie begyndte at blive kjed [ked] くらいまでで切って Google で完全一致検索をしてみるとヒット数は 0 であった.

そこでデンマーク語の勉強も兼ねて以下に第 1 章全文の翻刻をしてみた.1875 年の原文の旧正書法をそのままにしているので,現代語の知識で読む場合には大略次のような点に注意してほしい.
  1. 名詞の大文字書き.
  2. aa → å.
  3. 読まない d, たとえば (過去形の) skulde → skulle, vilde → ville, kunde → kunne.
  4. k/g + 前舌母音における余分な j, たとえば kjed → ked, igjen → igen.
  5. 半母音 j を表す i, たとえば høi → høj.
  6. 定動詞複数形における語尾 -e, たとえば vare → var.
このうち 5. の点についてはどうやら一貫しておらず,ときには同じ段落中でさえ両方の表記が混在している.

下でイタリック italic にしてあるのは原文ゲシュペルト gesperrt である.また原文ではセンテンススペーシングが 2 倍にとられているが,これは再現していない (フレンチスペーシング).改行位置も同様に再現せず,それに伴い行末のハイフネーション (分綴) はいっさい取り払ったが,単語をつなぐハイフンは残した (ただしフラクトゥール用の斜めダブルハイフン ⸗ であったところ通常のハイフンに直した).そのほかの約物は原文のとおり.また語中の long s は通常の s に変えている.最後に,原文の脱字と思われるものを私が補った場合は角括弧 [...] に入れて示した.



Første Kapitel.
Farten gjennem Kaninhulen.
―――

Marie begyndte at blive kjed af at sidde paa Bænken hos sin Søster uden at have noget at bestille; en eller to Gange havde hun kiget i den Bog, hendes Søster læste; men der var hverken Billeder eller Samtaler i den, „og hvad duer en Bog til“, tænkte Marie, „uden Billeder eller Samtaler?“

Hun gav sig nu til at overveje, saa godt som hun kunde (thi det varme Vejr gjorde, at hun følte sig meget dvask og søvnig), om det virkelig skulde være Umagen værdt at rejse sig op og plukke nogle Blomster til at binde en Krans af, da pludselig en hvid Kanin med røde Øjne løb lige forbi hende.

Heri var der nu slet ikke noget mærkværdigt; heller ikke fandt Marie det just saa meget unaturligt at høre Kaninen sige til sig selv: „hvad skal jeg dog gjøre! hvad skal jeg dog gjøre! jeg kommer for sent!“ Da hun senere tænkte rigtig efter, syntes hun nok, at hun havde Grund til at blive forundret herover; men i Øjeblikket forekom det hende ganske naturligt. Da Kaninen derpaa lige for hendes Øjne tog et Ur op af Vestelommen, saa paa det og dernæst skyndte sig af Sted, saa hurtig den kunde, foer Marie op, thi det saldt hende pludselig ind, at hun aldrig før havde set en Kanin, som havde en Vestelomme, og heller aldrig nogen, som havde et Ur til at tage op af den; og nu løb hun brændende af Nysgjærrighed af Sted efter den og kom netop i rette Tid til at se den smutte ned i en stor Kaninhule under Hækken.

I næste Øjeblik løb Marie bag efter uden en eneste Gang at tænke paa, hvordan i al Verden hun skulde komme op igjen.

Det første Stykke af Kaninhulen førte ligeud som en Tunnel, men lige paa en Gang skraanede den pludselig ned, saa pludselig, at Marie ikke et eneste Øjeblik fik Tid til at tænke paa at standse, før hun var i Færd med at falde ned i noget, som hun syntes var en meget dyb Hule.

Enten var Hulen meget dyb, eller ogsaa faldt hun meget langsomt ned, for hun havde Tid nok undervejs til at se sig om og til at undre sig over, hvad der nu skulde ske. Først forsøgte hun at se ned for at opdage, hvor hun kom hen, men det var altfor mørkt til at se noget; derpaa gav hun sig til at betragte Hulens Vægge og lagde Mærke til, at de vare forsynede med Skabe og Boghylder, hist og her saa hun Landkort og Malerier hænge paa Kroge. Hun tog en Krukke ned af en af Hylderne, idet hun foer forbi; udenpaa den stod skrevet Appelsin-Marmelade, men til hendes Skuffelse var den ganske tom; dog vilde hun ikke kaste den fra sig, fordi hun var bange for at slaa nogen ihjel dermed, og tilsidst lykkedes det hende ogsaa at faa den stillet op i et af Skabene, som hun kom forbi.

„Naa da“! tænkte Marie ved sig selv, „efter saadant et Fald som dette er det jo for slet ingen Ting at regne, hvis jeg faldt ned af vor Trappe! Hvor modig de alle ville finde mig der hjemme! Aa, jeg vilde ikke engang tale derom, selv om jeg faldt ned fra Toppen af Taget!“ (og det havde hun vistnok Ret i).

Og atter gik det nedad, og stadig nedad. Vilde hun dog aldrig holde op med at falde! „Jeg gad nok vide, hvor mange Mil jeg nu allerede er falden ned?” sagde hun ganske højt. „Jeg maa snart være noget nær ved Jordens Midtpunkt. Lad mig se, det vilde være et tusind Mile, antager jeg“ — (I kunne se, at Marie havde lært adskillige Ting i Skolen, og skjønt dette just ikke var den allerbedste Lejlighed til at vise sine Kundskaber, da der ingen var til Stede, som kunde høre hende, var det dog altid en meget god Øvelse at høre sig selv i dem) „— ja, det er omtrent den rigtige Afstand —; men jeg kunde dog nok have Lyst til at vide, hvilken Breddegrad eller Længdegrad jeg er kommen til?“ (Marie havde ikke den fjærneste Ide om, hvad Breddegrad eller Længdegrad var, men hun syntes, det var saadanne dejlige, store Ord at betjene sig af).

Lidt efter begyndte hun igjen: „Jeg gad dog nok vide, om jeg falder lige igjennem Jorden! Hvor det dog vil blive morsomt for mig at komme ned blandt de Mennesker, som gaa med Hovedet nedad! Antipathierne, tror jeg de hedde —“ (hun var meget glad over, at der denne Gang ingen kunde høre, hvad hun sagde, for hun havde en Anelse om, at det ikke var det rigtige Ord) „— men jeg vil naturligvis spørge dem om, hvad Landet hedder. Med Tilladelse Frue, er dette Ny-Zeland eller Avstralien?“ (og hun prøvede paa at neje, medens hun talte, — tænk engang — at neje medens man svæver i Luften! Tror Du, at Du kunde komme ud deraf?). „Og hvor hun dog vil anse mig for at være en uvidende lille Pige, naar jeg spørger derom, maaske kan jeg læse mig det til et eller andet Sted.“

Og atter gik det nedad og bestandig nedad, og da Marie ikke havde andet at gjøre, begyndte hun snart igjen at tale. „Dina vil savne mig meget i Aften, det er jeg vis paa!“ (Dina, det var hendes Kat.) „Jeg vil da haabe, at de ikke glemme at give den dens Kop Mælk, naar de drikke Te. Min egen kjære Dina! hvor jeg dog vilde ønske, du var her nede hos mig! Der er rigtignok ingen Mus i Luften, er jeg bange for; men du kunde maaske være saa heldig at fange en Flaggermus, og den, ved du jo nok, har megen Lighed med en Mus. Men, mon Katte egentlig spise Flaggermus, det gad jeg dog nok vidst?[“] Og her begyndte Marie at blive meget søvnig og blev ved at sige til sig selv halvt i Drømme: „Spise Katte Flaggermus? Spise Katte Flaggermus?“ og undertiden: „Spise Flaggermus Katte?“ thi da hun nemlig ikke kunde besvare Spørgsmaalet, gjorde det jo ikke noget videre til Sagen, at hun vendte op og ned derpaa. Hun følte, at hun var i Færd med at sove ind, og var netop begyndt at drømme, at hun spadserede Haand i Haand med Dina og sagde meget alvorlig til den: „Sig mig nu Sandheden, Dina, har du nogen Sinde spist en Flaggermus?“, da hun pludselig, dump! dump! faldt ned paa en Bunke Grene og tørre Blade, og saa faldt hun ikke mere, og — der laa hun.

Marie havde ikke stødt sig det allermindste, og hun var snart igjen paa Benene; hun saa i Vejret, men der var ganske mørkt; foran sig saa hun en lang Gang, og henad den foer den hvide Kanin. Der var ikke et Øjeblik at spilde; Marie løb af alle Kræfter og kom netop i rette Tid til at høre den sige, idet den drejede om et Hjørne: „O, jeg arme Kanin, hvor det dog er blevet sent!“ Hun var lige bag ved den, da hun drejede om Hjørnet; men Kaninen var ikke mere at se. Hun befandt sig i en lang, lav Sal, som blev oplyst af en Række Lamper, der hang ned fra Loftet.

Der var Døre hele Salen rundt; men de vare alle aflaasede, og da Marie forgjæves havde prøvet paa at lukke dem op, gik hun bedrøvet midt hen i Salen og tænkte paa, hvordan hun vel skulde komme op igjen.

Pludselig opdagede hun et lille trebenet Bord, som var lavet af tykt Glas, og derpaa laa en lille Guldnøgle; Maries første Tanke var nu, at den passede til en af Dørene; men ak! enten vare Laasene for store, eller Nøglen for lille, nok var det, den kunde aldeles ikke aabne nogen af dem. Da hun imidlertid prøvede for anden Gang, kom hun hen til et lavt Gardin, som hun ikke før havde set, og bag ved det var der en lille Dør, omtrent femten Tommer høj; hun stak nu den lille Guldnøgle i Laafen, og til hendes store Henrykkelse passede den!

Marie aabnede Døren og saa nu, at den førte ind til en lille Gang, ikke meget større end et Rottehul; hun lagde sig derpaa ned paa sine Knæ og saa ved Enden af Gangen den yndigste Have, man kan tænke sig. Hvor hun dog længtes efter at komme ud af den mørke Sal og efter at kunne spadsere omkring mellem de dejlige Blomster og de smukke Springvand; men hun kunde ikke engang faa sit Hoved gjennem Døren, „og selv om mit Hoved kunde komme derind,“ tænkte stakkels Marie, „vilde det kun nytte mig lidt, naar mine Skuldre maatte blive udenfor. O, hvor jeg dog vilde ønske, jeg kunde skydes sammen som en Kikkert! Jeg tror nok, jeg kunde, naar jeg blot vidste, hvorledes jeg skulde begynde.“ I se, at Marie begyndte at tro, at omtrent alt lod sig gjøre, efter alle de vidunderlige Ting, hun havde set og hørt.

Det var til ingen Nytte at blive staaende ved den lille Dør, og derfor gik hun tilbage til Bordet i det Haab muligvis der at finde nok en Nøgle eller i det mindste en Bog med Regler for at skyde Mennesker sammen som Kikkerter. Denne Gang fandt hun en lille Flaske, „som ganske bestemt ikke var her før,“ sagde Marie, og til den var der bundet en Papirstrimmel, hvorpaa der stod med store, smukke Bogstaver disse Ord: „Drik mig!“

Det var nu meget godt saadan uden videre at sige „drik mig“; men den kloge lille Marie skyndte sig just ikke saa meget dermed. „Nej, jeg vil dog først se,“ sagde hun, „om den ikke skulde være mærket ‚Gift‘; hun havde nemlig læst adskillige ængstelige Smaafortællinger om Børn, som havde brændt sig eller vare blevne opædte af vilde Dyr, og andre lignende ubehagelige Ting, altsammen fordi de ikke vilde høre efter, hvad deres Forældre havde sagt dem; som f. Ex. at man brænder sig paa en glødende Ildrager, naar man holder for længe paa den, og at Ens Finger sædvanligvis bløder, naar man skjærer sig meget dybt, og hun havde aldrig glemt, at dersom man drikker for meget af en Flaske mærket „Gift“, kan man næsten være vis paa, at det vil have ubehagelige Følger for En tidligere eller senere.

Imidlertid var denne Flaske ikke mærket „Gift“, og Marie vovede derfor at smage paa den, og da hun syntes, det smagte rigtig rart (det havde virkelig ogsaa en blandet Smag af Kirsebærtærte, Flødekage, Ananas, Kalkunsteg og ristet Smørrebrød), tømte hun den snart til Bunden.

―――

„Det var da en besynderlig Følelse!“ sagde Marie; „jeg er vist i Færd med at blive skudt sammen som en Kikkert.“

Og saaledes forholdt det sig virkelig; hun var nu kun ti Tommer høi, og hendes Ansigt opklaredes ved den Tanke, at hun nu havde den rigtige Størrelse for at kunne komme gjennem den lille Dør ind i den dejlige Have. Først ventede hun dog et Par Minutter for at se, om hun skulde svinde endnu mere ind, hvilken Tanke imidlertid gjorde hende lidt ængstelig; „thi det kunde maaske ende med, at jeg gik helt ud som et Lys,“ sagde Marie ved sig selv. „Jeg gad dog nok vide, hvordan saa vilde se ud?“ Og hun forsøgte at forestille sig, hvad Flammen af et Lys ligner, efter at det er blæst ud; thi hun kunde ikke mindes nogen Sinde at have set saadant noget.

Da hun lidt efter mærkede, at der intet videre skete, besluttede hun at gaa ud i Haven; men da stakkels Marie kom hen til Døren, opdagede hun, at hun desværre havde glemt den lille Guldnøgle, og da hun gik tilbage til Bordet efter den, mærkede hun, at det var hende umuligt at naa den; hun kunde tydelig se den gjennem Glasset, og hun gjorde sit bedste for at klatre op ad et af Bordbenene, men det var altfor glat, og da hun var bleven ganske udmattet af de mange forgjæves Forsøg, satte det stakkels Barn sig ned og græd.

„Nu, det er jo ingen Nytte til at græde saaledes!“ sagde Marie meget bestemt; „jeg raader dig til at holde op dermed paa Øjeblikket!“ Hun gav sig selv i Almindelighed meget gode Raad, omendskjønt hun meget sjældent fulgte dem, og undertiden skjændte hun saa strengt paa sig selv, at hun fik Taarer i Øjnene; en Gang erindrede hun, at hun havde prøvet paa at give sig selv en paa Øret, fordi hun havde narret sig selv i et Parti Croquet, som hun spillede imod sig selv; thi dette besynderlige Barn holdt meget af at forestille to forskjellige Personer. „Men for Øjeblikket gaar det ikke an,“ tænkte stakkels Marie, „at ville forestille to Personer! Der er jo næppe nok tilbage af mig til at udgjøre et helt Menneske!“

Kort efter faldt hendes Øje paa en lille Glasæske, som stod under Bordet; hun aabnede den og fandt en ganske lille Kage deri, hvorpaa Ordene „Spis mig“ vare smukt skrevne. „Nuvel, jeg vil spise den,“ sagde Marie, „og dersom den faar mig til at vokse, saa kan jeg naa Nøglen, og dersom den gjør mig mindre, saa kan jeg krybe under Døren; saa enten det sker paa den ene eller paa den anden Maade, kommer jeg ud i Haven, og hvorledes det sker, det kan jo være mig det samme.“

Hun spiste en lille Smule af Kagen og sagde forventningsfuldt ved sig selv: „Hvad bliver det saa til? Hvad bliver det saa til?“ idet hun lagde Haanden ovenpaa Hovedet for at føle, om hun blev større eller mindre, og hun blev ganske overrasket ved at finde, at hun beholdt den samme Størrelse; det er rigtignok, hvad der sædvanlig sker, naar man spiser Kage, men Marie var kommen saa godt paa Vej med kun at vente sig overnaturlige Ting, at det forekom hende helt kjedeligt og tosset, om noget skulde gaa til paa sædvanlig Vis.

Hun tog altsaa fat og var snart færdig med Kagen.

―――

アリスが読んだフランス語教科書

このあいだの「4 × 5 = 12」に引きつづき,ふたたび『不思議の国のアリス』II 章から話題をとる.II 章の後半で体が小さくなりネズミに出会ったアリスはそれに話しかけるのだが,英語が通じていないと早とちりをしてもろもろ連想の結果,唐突に « Où est ma chatte ? »「私の猫はどこ?」と口走ってネズミを怒らせる.

この顛末は脇に置くとして,問題はアリスがこのフランス語文を口にした経緯である.あるいはキャロルが作中にこの文を登場させた理由と言ってもいい.ルイス・キャロル協会の木下信一氏によるページ「ウ・エ・マ・シャット?」にて基本的な事項を学べるので,まずはそちらをご覧いただきたい.簡単に繰りかえすと,これは当時のイギリスで幼い子向けに家庭教師がフランス語を教えるときの教科書でいちばん最初に登場する文で,現代日本の環境に照らせば ‘This is a pen.’ のような立ち位置だったということである.

実在のアリスやその姉妹たちが読んだフランス語の教科書! それだけでもじつに興味を惹かれるではないか.この教科書の正体,木下氏は Gardner の注釈本の最終版 (the Definitive Edition) から引いて,La Bagatelle: Intended to Introduce Children of Four or Five Years Old to Some Knowledge of the French Language, 初版 1804 年としている.

ただ私の手もとにある Gardner では ‘three or four years old’ と書かれているのだが……? また Gardner じしんはこの注において Hugh O’Brien という人物の論文を典拠としている.

いかにも 19 世紀の本らしく,長ったらしい説明的な副題がついた書物だ.言うまでもなくもはや著作権で保護などされていないだろうから,ジャンルからいっても Google あたりがデジタイズして Google Books や Internet Archive (archive.org) などで全文 PDF が公開されていてもいいはずであるが,どうにも見つからない.

見つからないのだが,見つからないなりに調べたことをいったん記録しておこう.初版年は 1801 年と書かれている情報源もあるし (Joyce Irene Whalley, Cobwebs to Catch Flies, p. 132. これは 18–19 世紀の児童文学や挿絵つきの本を扱った研究書),京大図書館の蔵書検索では 1793 年となっている.ともあれ短く見積もっても,1852 年生まれのアリス・リデルがこの本でフランス語を勉強する歳になるまで,半世紀以上使われつづけたロングセラーである.著者は Madame N. L. というイニシャルの匿名の女性らしい.

また本の副題のうち ‘Four or Five Years Old’ とされている部分にも疑問がある.調べてみるとなんと,上でも触れたとおりここが ‘Three or Four’ になっているものや,さらに ‘Five or Six’ となっているものまである.3–4, 4–5, 5–6 歳の計 3 通り.日本で言えばちょうど幼稚園・保育園の年少・年中・年長組にあたる年齢だ.この 3 つのタイトルが,多年にわたる増刷の過程で教育事情の変化などに起因する同じ本の改題であるのか,それとも学年別に 3 段階のグレードが設けられた別種の本であるのかもわからないが,おそらくは前者だろう.

PDF で手に入らない以上は,古本で実物を購入するしかない.19 世紀全体を通じて読まれつづけた本であり,ちょうどアリスの学んだ 1850 年代なかばを考えればいまから 160 年も昔の本であるが,本の状態と何年発行の版であるかについていっさいこだわらなければ現在でも入手することは不可能ではない.5 千円から 1 万円ほども出せばいずれかの版は注文できるだろう.

ただしちょくちょく内容が変わっているようなので,資料として厳密にアリスが読んだ可能性のある版を求めようとするなら注意が必要である.たとえば前掲の木下氏のページでは氏の所有する 1834 年版の最初のページが見られるが,この 3 番めの例文 « J’ai du lait pour elle. » が,1867 年版では (ほぼ同義ではあるが) « Je lui ap-por-tais du lait. » に差しかえられ,挿絵もべつのものになっている.この中間である 50 年代の本文がどちらであったかはわからない.もっとも当の « Où est ma chatte ? » は (少なくともこの 2 者のあいだでは) 変わっていないようである.