周知のとおり，『不思議の国のアリス』は 1862 年に原型がルイス・キャロルの口からアリスたち姉妹に語られ，1865 年に初版が刊行された．その後，キャロル本人の監修のもとで 1869 年にドイツ語訳とフランス語訳が出版されている．
彼じしんも予見しなかったことだが，これら以外の言語にも『アリス』はたてつづけに翻訳されつづけた．1875 年に現れたデンマーク語訳 Maries Hændelser i Vidunderlandet もその最初期のひとつであり，この翻訳はどういう理由かキャロルにも知らされなかったらしい．出版地はコペンハーゲンであるが，翻訳者名は D. G. というイニシャルだけで匿名である．タイトルにもあるとおり主人公の名前が Alice でなく Marie に変えられているが，こうした変更はおそらく一連の『アリス』の翻訳のなかで世界最初のものである．
残念なことに，この翻訳も古いものであるにもかかわらずあまり自由に広まっていない．タイトルで検索してもちょっと見つかりにくかったのだが，今日ようやく，デンマーク王立図書館 (www.kb.dk) が電子化して 2014 年に公開している PDF ファイルを発見した (次の WorldCat の検索結果から直接アクセスできる)．ただし OCR の精度が悪くて，埋めこまれている文字がめちゃくちゃである．
このように古いデンマーク語らしくドイツ文字のような書体で組まれていて少々読みづらいが (もっともデンマーク語におけるフラクトゥールの使用は 19 世紀末ころまでに廃れていく)，OCR の精度のせいもあってかプレーンテキストに直したものは用意されていないようだ．第 1 章の最初の文は Marie begyndte at blive kjed af at sidde paa Bænken hos sin Søster uden at have noget at bestille で，現代の正書法では kjed → ked, paa → på であるが，ともあれ Marie begyndte at blive kjed [ked] くらいまでで切って Google で完全一致検索をしてみるとヒット数は 0 であった．
そこでデンマーク語の勉強も兼ねて以下に第 1 章全文の翻刻をしてみた．1875 年の原文の旧正書法をそのままにしているので，現代語の知識で読む場合には大略次のような点に注意してほしい．
下でイタリック italic にしてあるのは原文ゲシュペルト gesperrt である．また原文ではセンテンススペーシングが 2 倍にとられているが，これは再現していない (フレンチスペーシング)．改行位置も同様に再現せず，それに伴い行末のハイフネーション (分綴) はいっさい取り払ったが，単語をつなぐハイフンは残した (ただしフラクトゥール用の斜めダブルハイフン ⸗ であったところ通常のハイフンに直した)．そのほかの約物は原文のとおり．また語中の long s は通常の s に変えている．最後に，原文の脱字と思われるものを私が補った場合は角括弧 [...] に入れて示した．
Marie begyndte at blive kjed af at sidde paa Bænken hos sin Søster uden at have noget at bestille; en eller to Gange havde hun kiget i den Bog, hendes Søster læste; men der var hverken Billeder eller Samtaler i den, „og hvad duer en Bog til“, tænkte Marie, „uden Billeder eller Samtaler?“
Hun gav sig nu til at overveje, saa godt som hun kunde (thi det varme Vejr gjorde, at hun følte sig meget dvask og søvnig), om det virkelig skulde være Umagen værdt at rejse sig op og plukke nogle Blomster til at binde en Krans af, da pludselig en hvid Kanin med røde Øjne løb lige forbi hende.
Heri var der nu slet ikke noget mærkværdigt; heller ikke fandt Marie det just saa meget unaturligt at høre Kaninen sige til sig selv: „hvad skal jeg dog gjøre! hvad skal jeg dog gjøre! jeg kommer for sent!“ Da hun senere tænkte rigtig efter, syntes hun nok, at hun havde Grund til at blive forundret herover; men i Øjeblikket forekom det hende ganske naturligt. Da Kaninen derpaa lige for hendes Øjne tog et Ur op af Vestelommen, saa paa det og dernæst skyndte sig af Sted, saa hurtig den kunde, foer Marie op, thi det saldt hende pludselig ind, at hun aldrig før havde set en Kanin, som havde en Vestelomme, og heller aldrig nogen, som havde et Ur til at tage op af den; og nu løb hun brændende af Nysgjærrighed af Sted efter den og kom netop i rette Tid til at se den smutte ned i en stor Kaninhule under Hækken.
I næste Øjeblik løb Marie bag efter uden en eneste Gang at tænke paa, hvordan i al Verden hun skulde komme op igjen.
Det første Stykke af Kaninhulen førte ligeud som en Tunnel, men lige paa en Gang skraanede den pludselig ned, saa pludselig, at Marie ikke et eneste Øjeblik fik Tid til at tænke paa at standse, før hun var i Færd med at falde ned i noget, som hun syntes var en meget dyb Hule.
Enten var Hulen meget dyb, eller ogsaa faldt hun meget langsomt ned, for hun havde Tid nok undervejs til at se sig om og til at undre sig over, hvad der nu skulde ske. Først forsøgte hun at se ned for at opdage, hvor hun kom hen, men det var altfor mørkt til at se noget; derpaa gav hun sig til at betragte Hulens Vægge og lagde Mærke til, at de vare forsynede med Skabe og Boghylder, hist og her saa hun Landkort og Malerier hænge paa Kroge. Hun tog en Krukke ned af en af Hylderne, idet hun foer forbi; udenpaa den stod skrevet Appelsin-Marmelade, men til hendes Skuffelse var den ganske tom; dog vilde hun ikke kaste den fra sig, fordi hun var bange for at slaa nogen ihjel dermed, og tilsidst lykkedes det hende ogsaa at faa den stillet op i et af Skabene, som hun kom forbi.
„Naa da“! tænkte Marie ved sig selv, „efter saadant et Fald som dette er det jo for slet ingen Ting at regne, hvis jeg faldt ned af vor Trappe! Hvor modig de alle ville finde mig der hjemme! Aa, jeg vilde ikke engang tale derom, selv om jeg faldt ned fra Toppen af Taget!“ (og det havde hun vistnok Ret i).
Og atter gik det nedad, og stadig nedad. Vilde hun dog aldrig holde op med at falde! „Jeg gad nok vide, hvor mange Mil jeg nu allerede er falden ned?” sagde hun ganske højt. „Jeg maa snart være noget nær ved Jordens Midtpunkt. Lad mig se, det vilde være et tusind Mile, antager jeg“ — (I kunne se, at Marie havde lært adskillige Ting i Skolen, og skjønt dette just ikke var den allerbedste Lejlighed til at vise sine Kundskaber, da der ingen var til Stede, som kunde høre hende, var det dog altid en meget god Øvelse at høre sig selv i dem) „— ja, det er omtrent den rigtige Afstand —; men jeg kunde dog nok have Lyst til at vide, hvilken Breddegrad eller Længdegrad jeg er kommen til?“ (Marie havde ikke den fjærneste Ide om, hvad Breddegrad eller Længdegrad var, men hun syntes, det var saadanne dejlige, store Ord at betjene sig af).
Lidt efter begyndte hun igjen: „Jeg gad dog nok vide, om jeg falder lige igjennem Jorden! Hvor det dog vil blive morsomt for mig at komme ned blandt de Mennesker, som gaa med Hovedet nedad! Antipathierne, tror jeg de hedde —“ (hun var meget glad over, at der denne Gang ingen kunde høre, hvad hun sagde, for hun havde en Anelse om, at det ikke var det rigtige Ord) „— men jeg vil naturligvis spørge dem om, hvad Landet hedder. Med Tilladelse Frue, er dette Ny-Zeland eller Avstralien?“ (og hun prøvede paa at neje, medens hun talte, — tænk engang — at neje medens man svæver i Luften! Tror Du, at Du kunde komme ud deraf?). „Og hvor hun dog vil anse mig for at være en uvidende lille Pige, naar jeg spørger derom, maaske kan jeg læse mig det til et eller andet Sted.“
Og atter gik det nedad og bestandig nedad, og da Marie ikke havde andet at gjøre, begyndte hun snart igjen at tale. „Dina vil savne mig meget i Aften, det er jeg vis paa!“ (Dina, det var hendes Kat.) „Jeg vil da haabe, at de ikke glemme at give den dens Kop Mælk, naar de drikke Te. Min egen kjære Dina! hvor jeg dog vilde ønske, du var her nede hos mig! Der er rigtignok ingen Mus i Luften, er jeg bange for; men du kunde maaske være saa heldig at fange en Flaggermus, og den, ved du jo nok, har megen Lighed med en Mus. Men, mon Katte egentlig spise Flaggermus, det gad jeg dog nok vidst?[“] Og her begyndte Marie at blive meget søvnig og blev ved at sige til sig selv halvt i Drømme: „Spise Katte Flaggermus? Spise Katte Flaggermus?“ og undertiden: „Spise Flaggermus Katte?“ thi da hun nemlig ikke kunde besvare Spørgsmaalet, gjorde det jo ikke noget videre til Sagen, at hun vendte op og ned derpaa. Hun følte, at hun var i Færd med at sove ind, og var netop begyndt at drømme, at hun spadserede Haand i Haand med Dina og sagde meget alvorlig til den: „Sig mig nu Sandheden, Dina, har du nogen Sinde spist en Flaggermus?“, da hun pludselig, dump! dump! faldt ned paa en Bunke Grene og tørre Blade, og saa faldt hun ikke mere, og — der laa hun.
Marie havde ikke stødt sig det allermindste, og hun var snart igjen paa Benene; hun saa i Vejret, men der var ganske mørkt; foran sig saa hun en lang Gang, og henad den foer den hvide Kanin. Der var ikke et Øjeblik at spilde; Marie løb af alle Kræfter og kom netop i rette Tid til at høre den sige, idet den drejede om et Hjørne: „O, jeg arme Kanin, hvor det dog er blevet sent!“ Hun var lige bag ved den, da hun drejede om Hjørnet; men Kaninen var ikke mere at se. Hun befandt sig i en lang, lav Sal, som blev oplyst af en Række Lamper, der hang ned fra Loftet.
Der var Døre hele Salen rundt; men de vare alle aflaasede, og da Marie forgjæves havde prøvet paa at lukke dem op, gik hun bedrøvet midt hen i Salen og tænkte paa, hvordan hun vel skulde komme op igjen.
Pludselig opdagede hun et lille trebenet Bord, som var lavet af tykt Glas, og derpaa laa en lille Guldnøgle; Maries første Tanke var nu, at den passede til en af Dørene; men ak! enten vare Laasene for store, eller Nøglen for lille, nok var det, den kunde aldeles ikke aabne nogen af dem. Da hun imidlertid prøvede for anden Gang, kom hun hen til et lavt Gardin, som hun ikke før havde set, og bag ved det var der en lille Dør, omtrent femten Tommer høj; hun stak nu den lille Guldnøgle i Laafen, og til hendes store Henrykkelse passede den!
Marie aabnede Døren og saa nu, at den førte ind til en lille Gang, ikke meget større end et Rottehul; hun lagde sig derpaa ned paa sine Knæ og saa ved Enden af Gangen den yndigste Have, man kan tænke sig. Hvor hun dog længtes efter at komme ud af den mørke Sal og efter at kunne spadsere omkring mellem de dejlige Blomster og de smukke Springvand; men hun kunde ikke engang faa sit Hoved gjennem Døren, „og selv om mit Hoved kunde komme derind,“ tænkte stakkels Marie, „vilde det kun nytte mig lidt, naar mine Skuldre maatte blive udenfor. O, hvor jeg dog vilde ønske, jeg kunde skydes sammen som en Kikkert! Jeg tror nok, jeg kunde, naar jeg blot vidste, hvorledes jeg skulde begynde.“ I se, at Marie begyndte at tro, at omtrent alt lod sig gjøre, efter alle de vidunderlige Ting, hun havde set og hørt.
Det var til ingen Nytte at blive staaende ved den lille Dør, og derfor gik hun tilbage til Bordet i det Haab muligvis der at finde nok en Nøgle eller i det mindste en Bog med Regler for at skyde Mennesker sammen som Kikkerter. Denne Gang fandt hun en lille Flaske, „som ganske bestemt ikke var her før,“ sagde Marie, og til den var der bundet en Papirstrimmel, hvorpaa der stod med store, smukke Bogstaver disse Ord: „Drik mig!“
Det var nu meget godt saadan uden videre at sige „drik mig“; men den kloge lille Marie skyndte sig just ikke saa meget dermed. „Nej, jeg vil dog først se,“ sagde hun, „om den ikke skulde være mærket ‚Gift‘; hun havde nemlig læst adskillige ængstelige Smaafortællinger om Børn, som havde brændt sig eller vare blevne opædte af vilde Dyr, og andre lignende ubehagelige Ting, altsammen fordi de ikke vilde høre efter, hvad deres Forældre havde sagt dem; som f. Ex. at man brænder sig paa en glødende Ildrager, naar man holder for længe paa den, og at Ens Finger sædvanligvis bløder, naar man skjærer sig meget dybt, og hun havde aldrig glemt, at dersom man drikker for meget af en Flaske mærket „Gift“, kan man næsten være vis paa, at det vil have ubehagelige Følger for En tidligere eller senere.
Imidlertid var denne Flaske ikke mærket „Gift“, og Marie vovede derfor at smage paa den, og da hun syntes, det smagte rigtig rart (det havde virkelig ogsaa en blandet Smag af Kirsebærtærte, Flødekage, Ananas, Kalkunsteg og ristet Smørrebrød), tømte hun den snart til Bunden.
„Det var da en besynderlig Følelse!“ sagde Marie; „jeg er vist i Færd med at blive skudt sammen som en Kikkert.“
Og saaledes forholdt det sig virkelig; hun var nu kun ti Tommer høi, og hendes Ansigt opklaredes ved den Tanke, at hun nu havde den rigtige Størrelse for at kunne komme gjennem den lille Dør ind i den dejlige Have. Først ventede hun dog et Par Minutter for at se, om hun skulde svinde endnu mere ind, hvilken Tanke imidlertid gjorde hende lidt ængstelig; „thi det kunde maaske ende med, at jeg gik helt ud som et Lys,“ sagde Marie ved sig selv. „Jeg gad dog nok vide, hvordan saa vilde se ud?“ Og hun forsøgte at forestille sig, hvad Flammen af et Lys ligner, efter at det er blæst ud; thi hun kunde ikke mindes nogen Sinde at have set saadant noget.
Da hun lidt efter mærkede, at der intet videre skete, besluttede hun at gaa ud i Haven; men da stakkels Marie kom hen til Døren, opdagede hun, at hun desværre havde glemt den lille Guldnøgle, og da hun gik tilbage til Bordet efter den, mærkede hun, at det var hende umuligt at naa den; hun kunde tydelig se den gjennem Glasset, og hun gjorde sit bedste for at klatre op ad et af Bordbenene, men det var altfor glat, og da hun var bleven ganske udmattet af de mange forgjæves Forsøg, satte det stakkels Barn sig ned og græd.
„Nu, det er jo ingen Nytte til at græde saaledes!“ sagde Marie meget bestemt; „jeg raader dig til at holde op dermed paa Øjeblikket!“ Hun gav sig selv i Almindelighed meget gode Raad, omendskjønt hun meget sjældent fulgte dem, og undertiden skjændte hun saa strengt paa sig selv, at hun fik Taarer i Øjnene; en Gang erindrede hun, at hun havde prøvet paa at give sig selv en paa Øret, fordi hun havde narret sig selv i et Parti Croquet, som hun spillede imod sig selv; thi dette besynderlige Barn holdt meget af at forestille to forskjellige Personer. „Men for Øjeblikket gaar det ikke an,“ tænkte stakkels Marie, „at ville forestille to Personer! Der er jo næppe nok tilbage af mig til at udgjøre et helt Menneske!“
Kort efter faldt hendes Øje paa en lille Glasæske, som stod under Bordet; hun aabnede den og fandt en ganske lille Kage deri, hvorpaa Ordene „Spis mig“ vare smukt skrevne. „Nuvel, jeg vil spise den,“ sagde Marie, „og dersom den faar mig til at vokse, saa kan jeg naa Nøglen, og dersom den gjør mig mindre, saa kan jeg krybe under Døren; saa enten det sker paa den ene eller paa den anden Maade, kommer jeg ud i Haven, og hvorledes det sker, det kan jo være mig det samme.“
Hun spiste en lille Smule af Kagen og sagde forventningsfuldt ved sig selv: „Hvad bliver det saa til? Hvad bliver det saa til?“ idet hun lagde Haanden ovenpaa Hovedet for at føle, om hun blev større eller mindre, og hun blev ganske overrasket ved at finde, at hun beholdt den samme Størrelse; det er rigtignok, hvad der sædvanlig sker, naar man spiser Kage, men Marie var kommen saa godt paa Vej med kun at vente sig overnaturlige Ting, at det forekom hende helt kjedeligt og tosset, om noget skulde gaa til paa sædvanlig Vis.
Hun tog altsaa fat og var snart færdig med Kagen.
残念なことに，この翻訳も古いものであるにもかかわらずあまり自由に広まっていない．タイトルで検索してもちょっと見つかりにくかったのだが，今日ようやく，デンマーク王立図書館 (www.kb.dk) が電子化して 2014 年に公開している PDF ファイルを発見した (次の WorldCat の検索結果から直接アクセスできる)．ただし OCR の精度が悪くて，埋めこまれている文字がめちゃくちゃである．
このように古いデンマーク語らしくドイツ文字のような書体で組まれていて少々読みづらいが (もっともデンマーク語におけるフラクトゥールの使用は 19 世紀末ころまでに廃れていく)，OCR の精度のせいもあってかプレーンテキストに直したものは用意されていないようだ．第 1 章の最初の文は Marie begyndte at blive kjed af at sidde paa Bænken hos sin Søster uden at have noget at bestille で，現代の正書法では kjed → ked, paa → på であるが，ともあれ Marie begyndte at blive kjed [ked] くらいまでで切って Google で完全一致検索をしてみるとヒット数は 0 であった．
そこでデンマーク語の勉強も兼ねて以下に第 1 章全文の翻刻をしてみた．1875 年の原文の旧正書法をそのままにしているので，現代語の知識で読む場合には大略次のような点に注意してほしい．
- 名詞の大文字書き．
- aa → å.
- 読まない d, たとえば (過去形の) skulde → skulle, vilde → ville, kunde → kunne.
- k/g + 前舌母音における余分な j, たとえば kjed → ked, igjen → igen.
- 半母音 j を表す i, たとえば høi → høj.
- 定動詞複数形における語尾 -e, たとえば vare → var.
下でイタリック italic にしてあるのは原文ゲシュペルト gesperrt である．また原文ではセンテンススペーシングが 2 倍にとられているが，これは再現していない (フレンチスペーシング)．改行位置も同様に再現せず，それに伴い行末のハイフネーション (分綴) はいっさい取り払ったが，単語をつなぐハイフンは残した (ただしフラクトゥール用の斜めダブルハイフン ⸗ であったところ通常のハイフンに直した)．そのほかの約物は原文のとおり．また語中の long s は通常の s に変えている．最後に，原文の脱字と思われるものを私が補った場合は角括弧 [...] に入れて示した．
Første Kapitel.
Farten gjennem Kaninhulen.
―――
Marie begyndte at blive kjed af at sidde paa Bænken hos sin Søster uden at have noget at bestille; en eller to Gange havde hun kiget i den Bog, hendes Søster læste; men der var hverken Billeder eller Samtaler i den, „og hvad duer en Bog til“, tænkte Marie, „uden Billeder eller Samtaler?“
Hun gav sig nu til at overveje, saa godt som hun kunde (thi det varme Vejr gjorde, at hun følte sig meget dvask og søvnig), om det virkelig skulde være Umagen værdt at rejse sig op og plukke nogle Blomster til at binde en Krans af, da pludselig en hvid Kanin med røde Øjne løb lige forbi hende.
Heri var der nu slet ikke noget mærkværdigt; heller ikke fandt Marie det just saa meget unaturligt at høre Kaninen sige til sig selv: „hvad skal jeg dog gjøre! hvad skal jeg dog gjøre! jeg kommer for sent!“ Da hun senere tænkte rigtig efter, syntes hun nok, at hun havde Grund til at blive forundret herover; men i Øjeblikket forekom det hende ganske naturligt. Da Kaninen derpaa lige for hendes Øjne tog et Ur op af Vestelommen, saa paa det og dernæst skyndte sig af Sted, saa hurtig den kunde, foer Marie op, thi det saldt hende pludselig ind, at hun aldrig før havde set en Kanin, som havde en Vestelomme, og heller aldrig nogen, som havde et Ur til at tage op af den; og nu løb hun brændende af Nysgjærrighed af Sted efter den og kom netop i rette Tid til at se den smutte ned i en stor Kaninhule under Hækken.
I næste Øjeblik løb Marie bag efter uden en eneste Gang at tænke paa, hvordan i al Verden hun skulde komme op igjen.
Det første Stykke af Kaninhulen førte ligeud som en Tunnel, men lige paa en Gang skraanede den pludselig ned, saa pludselig, at Marie ikke et eneste Øjeblik fik Tid til at tænke paa at standse, før hun var i Færd med at falde ned i noget, som hun syntes var en meget dyb Hule.
Enten var Hulen meget dyb, eller ogsaa faldt hun meget langsomt ned, for hun havde Tid nok undervejs til at se sig om og til at undre sig over, hvad der nu skulde ske. Først forsøgte hun at se ned for at opdage, hvor hun kom hen, men det var altfor mørkt til at se noget; derpaa gav hun sig til at betragte Hulens Vægge og lagde Mærke til, at de vare forsynede med Skabe og Boghylder, hist og her saa hun Landkort og Malerier hænge paa Kroge. Hun tog en Krukke ned af en af Hylderne, idet hun foer forbi; udenpaa den stod skrevet Appelsin-Marmelade, men til hendes Skuffelse var den ganske tom; dog vilde hun ikke kaste den fra sig, fordi hun var bange for at slaa nogen ihjel dermed, og tilsidst lykkedes det hende ogsaa at faa den stillet op i et af Skabene, som hun kom forbi.
„Naa da“! tænkte Marie ved sig selv, „efter saadant et Fald som dette er det jo for slet ingen Ting at regne, hvis jeg faldt ned af vor Trappe! Hvor modig de alle ville finde mig der hjemme! Aa, jeg vilde ikke engang tale derom, selv om jeg faldt ned fra Toppen af Taget!“ (og det havde hun vistnok Ret i).
Og atter gik det nedad, og stadig nedad. Vilde hun dog aldrig holde op med at falde! „Jeg gad nok vide, hvor mange Mil jeg nu allerede er falden ned?” sagde hun ganske højt. „Jeg maa snart være noget nær ved Jordens Midtpunkt. Lad mig se, det vilde være et tusind Mile, antager jeg“ — (I kunne se, at Marie havde lært adskillige Ting i Skolen, og skjønt dette just ikke var den allerbedste Lejlighed til at vise sine Kundskaber, da der ingen var til Stede, som kunde høre hende, var det dog altid en meget god Øvelse at høre sig selv i dem) „— ja, det er omtrent den rigtige Afstand —; men jeg kunde dog nok have Lyst til at vide, hvilken Breddegrad eller Længdegrad jeg er kommen til?“ (Marie havde ikke den fjærneste Ide om, hvad Breddegrad eller Længdegrad var, men hun syntes, det var saadanne dejlige, store Ord at betjene sig af).
Lidt efter begyndte hun igjen: „Jeg gad dog nok vide, om jeg falder lige igjennem Jorden! Hvor det dog vil blive morsomt for mig at komme ned blandt de Mennesker, som gaa med Hovedet nedad! Antipathierne, tror jeg de hedde —“ (hun var meget glad over, at der denne Gang ingen kunde høre, hvad hun sagde, for hun havde en Anelse om, at det ikke var det rigtige Ord) „— men jeg vil naturligvis spørge dem om, hvad Landet hedder. Med Tilladelse Frue, er dette Ny-Zeland eller Avstralien?“ (og hun prøvede paa at neje, medens hun talte, — tænk engang — at neje medens man svæver i Luften! Tror Du, at Du kunde komme ud deraf?). „Og hvor hun dog vil anse mig for at være en uvidende lille Pige, naar jeg spørger derom, maaske kan jeg læse mig det til et eller andet Sted.“
Og atter gik det nedad og bestandig nedad, og da Marie ikke havde andet at gjøre, begyndte hun snart igjen at tale. „Dina vil savne mig meget i Aften, det er jeg vis paa!“ (Dina, det var hendes Kat.) „Jeg vil da haabe, at de ikke glemme at give den dens Kop Mælk, naar de drikke Te. Min egen kjære Dina! hvor jeg dog vilde ønske, du var her nede hos mig! Der er rigtignok ingen Mus i Luften, er jeg bange for; men du kunde maaske være saa heldig at fange en Flaggermus, og den, ved du jo nok, har megen Lighed med en Mus. Men, mon Katte egentlig spise Flaggermus, det gad jeg dog nok vidst?[“] Og her begyndte Marie at blive meget søvnig og blev ved at sige til sig selv halvt i Drømme: „Spise Katte Flaggermus? Spise Katte Flaggermus?“ og undertiden: „Spise Flaggermus Katte?“ thi da hun nemlig ikke kunde besvare Spørgsmaalet, gjorde det jo ikke noget videre til Sagen, at hun vendte op og ned derpaa. Hun følte, at hun var i Færd med at sove ind, og var netop begyndt at drømme, at hun spadserede Haand i Haand med Dina og sagde meget alvorlig til den: „Sig mig nu Sandheden, Dina, har du nogen Sinde spist en Flaggermus?“, da hun pludselig, dump! dump! faldt ned paa en Bunke Grene og tørre Blade, og saa faldt hun ikke mere, og — der laa hun.
Marie havde ikke stødt sig det allermindste, og hun var snart igjen paa Benene; hun saa i Vejret, men der var ganske mørkt; foran sig saa hun en lang Gang, og henad den foer den hvide Kanin. Der var ikke et Øjeblik at spilde; Marie løb af alle Kræfter og kom netop i rette Tid til at høre den sige, idet den drejede om et Hjørne: „O, jeg arme Kanin, hvor det dog er blevet sent!“ Hun var lige bag ved den, da hun drejede om Hjørnet; men Kaninen var ikke mere at se. Hun befandt sig i en lang, lav Sal, som blev oplyst af en Række Lamper, der hang ned fra Loftet.
Der var Døre hele Salen rundt; men de vare alle aflaasede, og da Marie forgjæves havde prøvet paa at lukke dem op, gik hun bedrøvet midt hen i Salen og tænkte paa, hvordan hun vel skulde komme op igjen.
Pludselig opdagede hun et lille trebenet Bord, som var lavet af tykt Glas, og derpaa laa en lille Guldnøgle; Maries første Tanke var nu, at den passede til en af Dørene; men ak! enten vare Laasene for store, eller Nøglen for lille, nok var det, den kunde aldeles ikke aabne nogen af dem. Da hun imidlertid prøvede for anden Gang, kom hun hen til et lavt Gardin, som hun ikke før havde set, og bag ved det var der en lille Dør, omtrent femten Tommer høj; hun stak nu den lille Guldnøgle i Laafen, og til hendes store Henrykkelse passede den!
Marie aabnede Døren og saa nu, at den førte ind til en lille Gang, ikke meget større end et Rottehul; hun lagde sig derpaa ned paa sine Knæ og saa ved Enden af Gangen den yndigste Have, man kan tænke sig. Hvor hun dog længtes efter at komme ud af den mørke Sal og efter at kunne spadsere omkring mellem de dejlige Blomster og de smukke Springvand; men hun kunde ikke engang faa sit Hoved gjennem Døren, „og selv om mit Hoved kunde komme derind,“ tænkte stakkels Marie, „vilde det kun nytte mig lidt, naar mine Skuldre maatte blive udenfor. O, hvor jeg dog vilde ønske, jeg kunde skydes sammen som en Kikkert! Jeg tror nok, jeg kunde, naar jeg blot vidste, hvorledes jeg skulde begynde.“ I se, at Marie begyndte at tro, at omtrent alt lod sig gjøre, efter alle de vidunderlige Ting, hun havde set og hørt.
Det var til ingen Nytte at blive staaende ved den lille Dør, og derfor gik hun tilbage til Bordet i det Haab muligvis der at finde nok en Nøgle eller i det mindste en Bog med Regler for at skyde Mennesker sammen som Kikkerter. Denne Gang fandt hun en lille Flaske, „som ganske bestemt ikke var her før,“ sagde Marie, og til den var der bundet en Papirstrimmel, hvorpaa der stod med store, smukke Bogstaver disse Ord: „Drik mig!“
Det var nu meget godt saadan uden videre at sige „drik mig“; men den kloge lille Marie skyndte sig just ikke saa meget dermed. „Nej, jeg vil dog først se,“ sagde hun, „om den ikke skulde være mærket ‚Gift‘; hun havde nemlig læst adskillige ængstelige Smaafortællinger om Børn, som havde brændt sig eller vare blevne opædte af vilde Dyr, og andre lignende ubehagelige Ting, altsammen fordi de ikke vilde høre efter, hvad deres Forældre havde sagt dem; som f. Ex. at man brænder sig paa en glødende Ildrager, naar man holder for længe paa den, og at Ens Finger sædvanligvis bløder, naar man skjærer sig meget dybt, og hun havde aldrig glemt, at dersom man drikker for meget af en Flaske mærket „Gift“, kan man næsten være vis paa, at det vil have ubehagelige Følger for En tidligere eller senere.
Imidlertid var denne Flaske ikke mærket „Gift“, og Marie vovede derfor at smage paa den, og da hun syntes, det smagte rigtig rart (det havde virkelig ogsaa en blandet Smag af Kirsebærtærte, Flødekage, Ananas, Kalkunsteg og ristet Smørrebrød), tømte hun den snart til Bunden.
―――
„Det var da en besynderlig Følelse!“ sagde Marie; „jeg er vist i Færd med at blive skudt sammen som en Kikkert.“
Og saaledes forholdt det sig virkelig; hun var nu kun ti Tommer høi, og hendes Ansigt opklaredes ved den Tanke, at hun nu havde den rigtige Størrelse for at kunne komme gjennem den lille Dør ind i den dejlige Have. Først ventede hun dog et Par Minutter for at se, om hun skulde svinde endnu mere ind, hvilken Tanke imidlertid gjorde hende lidt ængstelig; „thi det kunde maaske ende med, at jeg gik helt ud som et Lys,“ sagde Marie ved sig selv. „Jeg gad dog nok vide, hvordan saa vilde se ud?“ Og hun forsøgte at forestille sig, hvad Flammen af et Lys ligner, efter at det er blæst ud; thi hun kunde ikke mindes nogen Sinde at have set saadant noget.
Da hun lidt efter mærkede, at der intet videre skete, besluttede hun at gaa ud i Haven; men da stakkels Marie kom hen til Døren, opdagede hun, at hun desværre havde glemt den lille Guldnøgle, og da hun gik tilbage til Bordet efter den, mærkede hun, at det var hende umuligt at naa den; hun kunde tydelig se den gjennem Glasset, og hun gjorde sit bedste for at klatre op ad et af Bordbenene, men det var altfor glat, og da hun var bleven ganske udmattet af de mange forgjæves Forsøg, satte det stakkels Barn sig ned og græd.
„Nu, det er jo ingen Nytte til at græde saaledes!“ sagde Marie meget bestemt; „jeg raader dig til at holde op dermed paa Øjeblikket!“ Hun gav sig selv i Almindelighed meget gode Raad, omendskjønt hun meget sjældent fulgte dem, og undertiden skjændte hun saa strengt paa sig selv, at hun fik Taarer i Øjnene; en Gang erindrede hun, at hun havde prøvet paa at give sig selv en paa Øret, fordi hun havde narret sig selv i et Parti Croquet, som hun spillede imod sig selv; thi dette besynderlige Barn holdt meget af at forestille to forskjellige Personer. „Men for Øjeblikket gaar det ikke an,“ tænkte stakkels Marie, „at ville forestille to Personer! Der er jo næppe nok tilbage af mig til at udgjøre et helt Menneske!“
Kort efter faldt hendes Øje paa en lille Glasæske, som stod under Bordet; hun aabnede den og fandt en ganske lille Kage deri, hvorpaa Ordene „Spis mig“ vare smukt skrevne. „Nuvel, jeg vil spise den,“ sagde Marie, „og dersom den faar mig til at vokse, saa kan jeg naa Nøglen, og dersom den gjør mig mindre, saa kan jeg krybe under Døren; saa enten det sker paa den ene eller paa den anden Maade, kommer jeg ud i Haven, og hvorledes det sker, det kan jo være mig det samme.“
Hun spiste en lille Smule af Kagen og sagde forventningsfuldt ved sig selv: „Hvad bliver det saa til? Hvad bliver det saa til?“ idet hun lagde Haanden ovenpaa Hovedet for at føle, om hun blev større eller mindre, og hun blev ganske overrasket ved at finde, at hun beholdt den samme Størrelse; det er rigtignok, hvad der sædvanlig sker, naar man spiser Kage, men Marie var kommen saa godt paa Vej med kun at vente sig overnaturlige Ting, at det forekom hende helt kjedeligt og tosset, om noget skulde gaa til paa sædvanlig Vis.
Hun tog altsaa fat og var snart færdig med Kagen.
―――
Aucun commentaire:
Enregistrer un commentaire