アリスの最初のデンマーク語訳 (2)

以下は『不思議の国のアリス』の最初のデンマーク語訳 Maries Hændelser i Vidunderlandet (1875 年) 第 2 章の翻刻である．出典および表記の凡例は前回第 1 章に付したとおり．

ただし今回はそれに加えて原文にあからさまな誤植が見られたので，それに打消線を施して修正後の語を角括弧 [...] 内に示した．またもう 1 点，アリス (Marie) がネズミにフランス語で話しかける „Où est ma chatte?“ というセリフだが (フランス語ならあるべき疑問符のまえのスペースがないのも原文どおり)，ここだけは (前後の引用符も含めて) アンティカ体，すなわちフラクトゥールでない私たちにおなじみの書体で組まれているので，このことを下線で示す．

Andet Kapitel.

Taaredammen.

―――

„Kuriøsere og kuriøsere!“ raabte Marie, som var saa uhyre forbavset, at hun i Øjeblikket ganske glemte at tale rent Dansk; „nu trækkes jeg ud som den største Kikkert, der nogen Sinde har været til! Farvel Fødder!“; thi da hun saa ned efter sine Fødder, syntes de at være saa langt borte, at hun næsten ikke kunde se dem. „O, mine stakkels smaa Fødder, jeg gad vide, hvem der nu skal give eder Sko og Strømper paa! Jeg kan ikke gjøre det, det er jeg vis paa! Jeg er altfor langt borte fra eder til at gjøre mig nogen Ulejlighed for eders Skyld, I maa gjøre som I bedst kan; men jeg maa være god mod dem,“ tænkte Marie, „ellers gaa de maaske ikke samme Vej, som jeg vil gaa! Lad mig se, jeg vil give dem et Par nye Støvler hver Jul.“

Og hun vedblev at lægge Planer for, hvorledes hun skulde bære sig ad. „De maa gaa med Fragtmanden,“ tænkte hun, „og hvor morsomt vil det ikke være at sende Foræringer til sine egne Fødder! Og hvor besynderlig vil Udskriften ikke se ud, naar der staar

Velbaarne

Hr. højre Fod

Aalsgaard

pr. Kjøbenhavn

(med mange Hilsener fra Marie).

Gud, hvor kan jeg dog sige saadant noget dumt Tøj!“

I samme Øjeblik stødte hendes Hoved mod Loftet; hun var virkelig mere end ni Fod høj, og hun fik straks fat paa den lille Guldnøgle og skyndte sig hen til Havedøren.

Stakkels Marie! Alt, hvad hun kunde gjøre, var at lægge sig ned paa den ene Side for at se igjennem Døren med det ene Øje; men at komme gjennem den var mere umuligt end nogen Sinde før. Hun satte sig da ned og begyndte igjen at græde.

„Du skulde skamme dig noget,“ sagde Marie; „saadan en stor Pige at tage saadan paa Vej! Hold straks op, det skal jeg bede dig om!“ Men alligevel blev hun ved med at udgyde Strømme af Taarer, indtil der helt rundt omkring hende var en stor Dam, som var fire Tommer dyb og naaede lige til Midten af Salen.

Lidt efter hørte hun nogen komme traskende, og hun tørrede hurtig sine Øjne for at se, hvad det var. Det var den hvide Kanin, som vendte tilbage, pragtfuldt klædt med et Par fine hvide Handsker i den ene Haand og en stor Vifte i den anden; den kom travende i største Hast, idet den mumlede ved sig selv: „O! Hertuginden, Hertuginden! Hun vil jo blive rasende, hvis jeg har ladet hende vente!“ Marie følte sig saa fortvivlet, at hun var rede til at bede hvem det saa skulde være om Hjælp; derfor begyndte hun, da Kaninen kom nær hen til hende, i en sagte, frygtsom Tone: „Min Herre, —“ Kaninen foer heftig sammen, tabte de hvide Handsker og Viften og benede af det bedste, den havde lært.

Marie tog Viften og Handskerne op, og da der var meget varmt i Salen, gav hun sig til at vifte sig, alt imedens hun sagde: „Nej dog, nej dog! Hvor alt er besynderligt i Dag! Og i Gaar gik alt ganske som det plejer. Jeg gad vidst, om jeg er bleven forvandlet i Nat? Lad mig tænke mig om! Var jeg den samme, da jeg stod op i Morges? Jeg synes næsten, at jeg kan huske, at jeg følte mig lidt forandret. Men hvis jeg nu ikke er den samme, saa er det næste Spørgsmaal: hvem i al Verden er jeg da? Ja, det er netop Knuden!“ Og hun begyndte at tænke paa alle de Børn, hun kjendte, som vare paa hendes Alder, for at se, om det var tænkeligt, at hun skulde være bleven forvandlet til et af dem.

„Jeg er vis paa, at jeg ikke er Sofie“, sagde hun, „for hun har saadan lange Krøller, og mit Haar krøller aldeles ikke; og jeg er ogsaa ganske vis paa, at jeg ikke kan være Agnes, for jeg ved Besked om saa mange Ting, og hun, aa! hun kan slet ingen Ting! Desuden, hun er hun, og jeg er jeg, og — nej, hvor alt dog er underlig forvirret! Jeg vil dog se, om jeg kan alt, hvad jeg før har kunnet. Lad mig se, fire Gange fire [fem] er tolv, og fire Gange seks er tretten, og fire Gange syv er — aa! jeg naar saamænd aldrig tyve paa den Maade. Men man kan nu heller slet ikke regne paa Multiplikations-Tabellen, den har ikke noget at betyde, lad os forsøge os i Geografien. London er Hovedstaden i Paris, og Paris er Hovedstaden i Rom — nej, det er jo galt altsammen! Jeg maa vist være bleven forvandlet til Agnes! Jeg vil prøve paa at sige „Der var en Kone paa Landet —“ og hun foldede Hænderne, som naar hun fremsagde sine Lektier, og begyndte at gjentage Ordene; men hendes Stemme lød hæs og fremmed, og Ordene faldt ikke, som de plejede:

Der var en Høne paa Landet,

hun havde en Kone blandt andet.

Nu, lægge Æg er Konens Fag,

Og denne gav et hver evige Dag;

Det var et Par Snese, da de blev talt,

Se, det fandt Hønen ikke saa galt!

Hun dem forsigtig i Hovedet fik,

Tog dem paa Kurven og gik.

„Jeg er vis paa, at Ordene ikke falde rigtig“, sagde stakkels Marie, og hendes Øjne fyldtes med Taarer, da hun vedblev: „Jeg maa dog være Agnes, og jeg skal herefter bo i det lille lave Hus og ikke have noget Legetøj, og ak! dog bestandig lige mange Lektier at lære! Nej, jeg ved nu, hvad jeg vil gjøre; dersom jeg er Agnes, vil jeg blive hernede! Det kan slet ikke nytte, de raabe ned til mig: „Kom dog op igjen, kjære Barn!“ Jeg vil blot se op og sige: „Hvem er jeg da? Sig mig først det, og hvis jeg saa synes om at være den lille Pige, de nævne, vil jeg gaa op igjen; hvis ikke, vil jeg blive hernede, til jeg bliver en anden — men!“ raabte Marie, idet hun pludselig brast i Graad, „jeg vilde alligevel ønske, at de vilde stikke Hovedet herned! Jeg er saa frygtelig kjed af at være her ganske alene!“

Da hun sagde dette, saa hun ned paa sine Hænder og blev forbavset over at se, at hun havde taget en af Kaninens smaa, hvide Handsker paa, medens hun snakkede. „Hvor kan jeg have gjort det?“ tænkte hun. „Jeg maa være i Færd med at blive lille igjen.“ Hun stod op og stillede sig ved Bordet for at se, hvor stor hun nu var, og saa, at hun, saa vidt hun kunde skjønne, var omtrent to Fod høj og vedblev at svinde hurtig ind; hun opdagede snart, at Aarsagen dertil var Viften, som hun holdt i Haanden, og hun lod den derfor hurtig falde, netop til rette Tid for ikke at svinde helt bort.

„Det var paa høje Tid!“ sagde Marie dygtig forskrækket over den pludselige Forandring, men meget glad ved at finde, at hun endnu var til. „Og nu ud i Haven!“ og hun løb saa stærkt, hun kunde, tilbage til den lille Dør; men ak! den lille Dør var igjen lukket, og den lille Guldnøgle laa paa Glasbordet som forhen, „og nu ser det værre ud end nogen Sinde før“, tænkte det skakkels Barn, „thi jeg har aldrig været saa lille som nu, nej aldrig, og det er virkelig altfor galt, det er baade vist og sandt!“ Da hun sagde disse Ord, gled hendes Fod, og i næste Sekund laa hun lige til Hagen i salt Vand. Hendes første Tanke var, at hun paa en eller anden Maade var falden i Havet, „og i det Tilfælde kan jeg komme tilbage med Jernbanen“, sagde hun ved sig selv. (Marie havde en Gang i sit Liv været ved et Badested paa Kysten, og da hun der havde set Badehuse i Vandet, Børn, som legede ved Stranden med deres Træspader og Smaaskibe, en Række Villaer langs Strandvejen og bag ved dem en Jernbanestation, bildte hun sig ind, at hun, hvor hun end kom hen paa den danske Kyst, vilde finde Badehuse, legende Børn, Villaer og Jernbanestationer). Hun opdagede imidlertid snart, at hun laa i den Dam af Taarer, som hun havde fældet, da hun var ni Fod høj.

„Jeg vilde ønske, at jeg ikke havde grædt saa meget!“ sagde Marie, medens hun svømmede omkring og forsøgte at komme ud af Dammen. „Nu skal jeg vel sagtens straffes derfor ved at drukne i mine egne Taarer! Det vil rigtignok være noget snurrigt noget! Men hvad er ikke snurrigt i Dag?“

Netop da hørte hun noget plaske omkring i Dammen lidt derfra, og hun svømmede nærmere for at se, hvad det var; først troede hun, det maatte være en Hvalfisk eller en Flodhest, men saa huskede hun paa, hvor lille hun nu var, og hun udfandt snart, at det kun var en Mus, der var falden i ligesom hun selv.

„Vilde det nu være nogen Nytte til“, tænkte Marie, „at tale til denne Mus? Alt er her saa ualmindeligt, at det ikke skulde forundre mig, om den kunde snakke; i ethvert Tilfælde kan det ikke skade at forsøge derpaa.“ Altsaa begyndte hun: „O Mus, ved du Vejen ud af denne Dam? Jeg er meget træt af at svømme omkring her, o Mus!“ Marie tænkte, at det maatte være den rette Maade at tale til en Mus paa, hun havde aldrig før gjort det; men hun erindrede, at hun havde læst i sin Broders latinske Grammatik: „en Mus, af en Mus, til en Mus, en Mus, O Mus!“ Musen saa spørgende paa hende og syntes at blinke til hende med et af sine smaa Øjne; men den sagde ikke noget.

„Maaske forstaar den ikke Dansk“, tænkte Marie, „det er bestemt en fransk Mus, der er kommen her til Landet med de franske Hjælpetropper.“ Thi hvor dygtig Marie end var i Historie, havde hun dog ikke noget klart Begreb om, hvor lang Tid siden noget var sket. Hun begyndte derfor igjen: „Où est ma chatte?“ hvilket var den første Sætning i hendes franske Læsebog. Musen gjorde pludselig et Spring op af Vandet og syntes at skjælve af Frygt over hele Legemet. „O, jeg beder om Forladelse!“ raabte Marie hurtig, bange for at hun havde saaret det stakkels Dyrs Følelser. „Jeg glemte rent, at du ikke holder af Katte.“

„Jeg, holde af Katte!“ raabte Musen med en skingrende, vred Stemme. „Vilde du holde af Katte, hvis du var i mit Sted?“

„Nu, maaske ikke“, sagde Marie venlig, „vær ikke vred for det. Og dog vilde jeg ønske, jeg kunde vise dig min Kat, Dina; jeg tror, du vilde komme til at holde af Katte, dersom du blot saa den. Det er saadan en sød, blid, lille en“; Marie fortsatte halvt ved sig selv, idet hun i al Mag svømmede omkring i Dammen: „og den sidder og spinder saa yndigt ved Kakkelovnen, medens den slikker sine Poter og vasker sit Ansigt, og den er saa sød og saa rar at passe, og den er saa udmærket til at fange Mus — o, jeg beder om Forladelse!“ sagde Marie igjen, thi denne Gang rejste Musen rigtig Børster, og hun var overbevist om, at den var frygtelig fornærmet. „Vi ville ikke tale mere om den, hvis du helst vil være fri.“

„Vi, jo vist!“ raabte Musen, som skjælvede lige ned til Spidsen af Halen. „Som om jeg kunde tale om saadan en Gjenstand! Vor Familie har altid hadet Katte, det er stygge, simple, gemene Dyr! Lad mig ikke høre det Ord igjen!“

„Nej, det skal du heller ikke!“ sagde Marie i en Fart for at skifte Gjenstand for deres Samtale. „Holder — holder du af — af Hunde?“ Musen svarede ikke, Marie vedblev derfor ivrig: „Der er saadan en sød lille Hund, som bor i Nærheden af os, den havde jeg Lyst til at vise dig! En lille Terrier med sorte, klare Øine og med langt, krøllet, brunt Haar. Den apporterer, naar der kastes noget til den, og den sidder paa Bagbenene og beder om sin Middagsmad og gjør mange andre Konster, jeg kan ikke huske Halvdelen af dem, og den tilhører en Bonde, og han siger, at den er saa nyttig, den er sine tusinde Daler værd! Han siger, at den tager alle Rotterne og — o min Gud!” udraabte Marie bedrøvet. „Jeg er bange for, at jeg igjen har fornærmet den!“ Thi Musen svømmede bort fra hende, saa hurtig den kunde, og bragte hele Dammen i Røre derved.

Hun kaldte derfor mildt paa den: „Kjære Mus, kom dog tilbage igjen, og vi skulle hverken tale om Katte eller om Hunde, naar du ikke holder af dem!“ Da Musen hørte dette, vendte den om og svømmede langsomt tilbage til hende; dens Ansigt var ganske blegt (af Vrede, tænkte Marie), og den sagde med sagte, skjælvende Stemme: „Lad os komme i Land, og saa skal jeg fortælle dig en Historie, og saa vil du forstaa, hvorfor det er, at jeg hader Katte og Hunde.“

Det var paa høje Tid, thi Dammen blev mere og mere opfyldt af Fugle og andre Dyr, som vare faldne i den; der var en And og en Dronte, en Alk og en Ørn og en Mængde andre besynderlige Dyr. Marie førte an, og hele Selskabet svømmede i Land.

―――