アリスの最初のデンマーク語訳 (3)

以下は『不思議の国のアリス』の最初のデンマーク語訳 Maries Hændelser i Vidunderlandet (1875 年) 第 3 章の翻刻である．出典および表記の凡例は最初の第 1 章に付記しており，下線の意味については前回第 2 章で断ったとおり．なお第 3 章は有名なネズミの「尾話」(tail = tale) がある箇所であるが，このデンマーク語訳ではあのしっぽ型の配置は再現されていない．

Tredie Kapitel.

Et Formandsvalg og et Væddeløb.

―――

Det var rigtignok et besynderligt Selskab, som forsamlede sig paa Bredden, Fuglene med forpjuskede Fjer, de firføddede Dyr med deres Pels klæbende fast til Kroppen, alle drivende vaade, gnavne og ilde til Mode.

Det første Spørgsmaal paa Dagsordenen var naturligvis, hvorledes de skulde blive tørre igjen; de havde en Raadslagning derom, og Marie fandt det snart ganske i sin Orden, at hun talte med dem i al Fortrolighed, som om hun havde kjendt dem hele sit Liv. Hun fik sig snart en lang Passiar med Alken, som tilsidst blev tvær og ikke vilde svare hende andet end: „Jeg er ældre end du og maa altsaa vide det bedre.“ Dette vilde Marie ikke indrømme, før hun vidste, hvor gammel den var, og da Alken bestemt nægtede at sige, hvor gammel den var, havde hun ikke mere at sige.

Tilsidst raabte Musen, som syntes at være en Person af nogen Vigtighed i Selskabet: „Sætter Jer alle ned og lytter til min Tale! Jeg skal snart faa Jer alle tørre!“ De satte sig straks alle ned i en stor Kreds med Musen i Midten. Marie holdt sine Øjne ufravendt fæstede paa den med en vis Ængstelse; thi hun var overbevist om, at hun vilde blive forkølet, dersom hun ikke meget snart blev tør igjen.

„Hm!“ sagde Musen med en vigtig Mine, „ere I alle færdige? Denne er den tørreste Sag i Verden, som jeg kjender. Stille, alle Mand, om jeg tør bede! Vi skulde altsaa se at blive tørre, og jeg foreslaar derfor, at vi tale Politik.“

„Hu!“ sagde Alken, idet den rystede af Kulde.

„Maa jeg spørge,“ sagde Musen, idet den rynkede sine Øjenbryn, men meget høflig, „sagde De noget?“

„Jeg sagde ingen Ting!“ raabte Alken hastig.

„Jeg syntes, det var Dem,“ sagde Musen. „Jeg gaar altsaa videre. Vi tale Politik —“

„Poli — hvad?“ sagde Anden.

„Tik!“ svarede Musen vred. „De ved naturligvis, hvad det vil sige. Og da jeg sikkerlig tør supponere, at hele Kompaniet er fuldstændig à jour —“

„Tal Dansk!“ sagde Anden. „Jeg forstaar ikke Meningen af alle disse fremmede Ord, og hvad mere er, jeg tror heller ikke, at De selv gjør det!“ Og Anden bøjede hovedet for at skjule et Smil, og flere af de andre Fugle fnisede lydelig.

„Maa jeg have mig slige Afbrydelser frabedt,“ sagde Musen og vedblev derpaa: „saavel med den højere som den lavere Politik. For Personer i vor Forfatning er Politik jo en herlig Ting. Maalet for vore Bestræbelser er jo pro primo, at vi skulle blive tørre, og da Politik er den tørreste Ting af Verden, er den sikkerlig i Stand til at meddele os noget af sin Tørhed. Pro secundo skulle vi blive varme, og da der ikke existerer noget i Verden, der saa let gjør Folk hede i Hovedet som Politik, tør jeg vel supponere —“

„Jeg maa gjentage,“ faldt Anden atter ind, „at jeg kun forstaar mit Modersmaal.“

„Og jeg maa gjentage,“ vedblev Musen, „at jeg frabeder mig alle Afbrydelser. Og da det ærede Medlem ikke vil holde sig i Skindet, saa foreslaar jeg, at vi vælge en Formand.“

Dette Forslag vandt almindeligt Bifald, og da de lavere Dyr rottede sig sammen, blev Krabben valgt.

„Nu skulle vi nok til at gaa Krebsegang,“ sagde Anden.

„Ja, saa komme vi nok aldrig paa det Tørre,“ sagde Dronten. „Hvorledes gaar det ellers nu, kjære Barn?“ vedblev den, idet den vendte sig til Marie.

„Lige vaad,“ sagde Marie i en ynkelig Tone; „den Snak lader slet ikke til at tørre mig.“

„Mig heller ikke,“ sagde Dronten. „Jeg foreslaar derfor, at vi løbe Væddeløb —“

„Hvorledes skulle vi bære os ad dermed?“ sagde Marie, ikke just fordi det var hende om at gjøre at faa det at vide; men Dronten havde standset, som om den mente, at en eller anden borde tale, og ingen af de andre syntes tilbøjelig dertil.

„Ser du,“ sagde Dronten, „den bedste Maade at forklare det paa er at gjøre det.“

Først afridsede de en Væddeløbsbane omtrent som en Cirkel. „Om Formen er rigtig nøjagtig, gjør intet til Sagen,“ sagde den. Hele Selskabet stillede sig da hist og her langs med Rendebanen. Derpaa blev der talt „en, to, tre og afsted“; men de begyndte at løbe, naar de fandt for godt, og holdt op, naar de fandt for godt, saa at det ikke var let at vide, naar Væddeløbet var til Ende. Da de imidlertid havde løbet en halv Times Tid og vare blevne ganske tørre, raabte Dronten pludselig: „Væddeløbet er til Ende!“ og de stimlede alle sammen om den og spurgte gispende: „Men hvem har vundet?“

Dette Spørgsmaal kunde Dronten ikke besvare uden megen Eftertanke, og den sad længe med den ene Pote trykket paa Panden, saaledes som tænkende Personer ofte pleje at gjøre, medens de andre ventede i Tavshed. Tilsidst sagde Dronten: „Alle have vundet, og alle maa have Præmier.“

„Men hvem skal give Præmierne?“ spurgte et helt Kor af Stemmer.

„Hun naturligvis,“ sagde Dronten, idet den pegede paa Marie, og de flokkedes straks alle om hende og raabte i Munden paa hverandre: „Præmier! Præmier!“

Marie vidste slet ikke, hvad hun skulde gjøre, og i Fortvivlelse stak hun Haanden i Lommen og trak en Æske med Konfekt op, som det salte Vand heldigvis ikke var trængt ind i, og uddelte det som Præmie. Der var akkurat et Stykke til hver.

„Men hun maa jo selv have en Præmie,“ sagde Musen.

„Naturligvis,“ svarede Dronten meget alvorlig. „Hvad har du ellers i din Lomme?“ vedblev den, idet den vendte sig om til Marie.

„Kun et Fingerbøl,“ sagde Marie bedrøvet.

„Giv mig det,“ sagde Dronten.

De flokkedes derpaa alle endnu en Gang om hende, medens Dronten højtidelig overrakte hende Fingerbøllet, idet den sagde: „Vi bede dig modtage dette pragtfulde Fingerbøl“, og da den havde endt denne korte Tale, raabte de alle Hurra.

Marie fandt hele Sagen yderst taabelig; men de saa alle saa alvorlige ud, at hun ikke torde le, og da hun ikke kunde finde paa noget at sige, nejede hun blot og tog imod Fingerbøllet, idet hun saa saa højtidelig ud, som hun kunde.

Det næste, der var at gjøre, var at spise Konfekten. Dette foraarsagede en Del Støj og Forvirring, da de store Fugle klagede over, at de ikke kunde smage deres, og de smaa fik deres galt i Halsen og maatte dunkes i Ryggen. Tilsidst fik det dog en Ende dermed, og de satte sig atter i en Krebs og bade Musen fortælle dem en Historie. „Du lovede mig jo at fortælle mig en Historie,“ sagde Marie, „og hvorfor du hader K— og H—“, tilføjede hun hviskende, halvt bange for, at den igjen skulde blive fornærmet.

„Min Historie,“ begyndte Musen, „er ingen morsom Historie; den er lige saa sort og lige saa lang —“

„Som din Hale,“ afbrød Marie, der ikke kunde faa sine Øjne fra Musens lange, sorte Hale; „men hvorfor kalder du den sort?“

„Hør nu bare!“ sagde Musen og fortalte: „Diavolo, den slemme Hund, sagde til en lille Mus, som den mødte: „Lad os føre Proces, jeg vil lægge Sag an mod dig; det nytter ikke, hvad du siger, vi maa have et Forhør; thi i denne Morgenstund har jeg slet ikke noget at bestille.“ Saa sagde den lille Mus: „Et saadant Forhør, min gode Ven, uden Dommer og uden Vidner, vilde tage for meget paa vore Kræfter!“ — „Jeg vil være Dommer, og jeg vil være Vidner,“ sagde den snedige gamle Hund, „jeg skal nok føre den hele Sag og dømme dig til Døden —“ og saa aad den hele den lille Mus rent op.“

Under denne Fortælling havde Marie staaet og stirret ufravendt paa Musens Hale og hørt til med megen Deltagelse.

„Du hører ikke efter!“ sagde Musen vredt til Marie. „Hvad staar du der og tænker paa?“

„Jeg beder om Forladelse,“ sagde Marie ydmygt, „det var rigtignok en bedrøvelig Historie.“

„Naa, saa det synes du dog,“ sagde Musen, idet den lavede sig til at gaa.

„Jeg mente ikke noget ondt dermed,“ sagde Marie. „Vær saa god at komme tilbage og fortæl mig noget mere!“ Marie kaldte paa den, og alle de andre raabte i Munden paa hverandre: „Ja, kom dog!“ men Musen rystede utaalmodig paa Hovedet og skyndte sig kun desto mere.

„Hvor det dog var kjedeligt, at den ikke vilde blive!“ sukkede Dronten, saa snart den var ude af Syne; men Krabben greb Lejligheden til som Formand at holde en Formaningstale til hele Forsamlingen og endte med at henvende sig saaledes til sin Datter: „Mit kjære Barn! Lad dette være en Advarsel for dig til aldrig at lade Vreden faa Bugt med dig!“

„Hold din Mund, Mama!“ sagde den unge Krabbe næsvist. „Du kan da ogsaa sætte selv en Østers’s Taalmodighed paa Prøve!“

„Maa jeg frabede mig alle Personligheder!“ sagde en gammel Østers.

„Jeg vilde ønske, jeg havde min Dina her, det ved jeg nok!“ sagde Marie højt uden at henvende sig til nogen i Særdeleshed. „Den skulde snart bringe Musen tilbage.“

„Og hvem er Dina, om jeg maa spørge?“ sagde Alken. Marie svarede straks, thi hun var altid rede til at tale om sin Øjesten: „Dina er min Kat, og det er saadan en mageløs Kat til at fange Mus! Og du skulde bare se den gaa paa Jagt efter Fuglene! Den kan min Tro lige saa nemt fange en lille Fugl som se paa den!“

Denne Tale foraarsagede en mærkelig Uro i Forsamlingen. Nogle af Fuglene skyndte sig straks bort; en gammel Skade begyndte at pakke sig meget omhyggelig ind, idet den bemærkede: „Jeg maa virkelig se at komme hjem; jeg kan ikke taale Natteluften for min Hals!“ En Kanariefugl skreg med skingrende Stemme til sine Børn: „Kom nu, kjære Børn, det er paa høje Tid, at I alle komme til Sengs!“ Under forskjellige Paaskud tog de alle bort, og Marie stod ganske alene tilbage.

„Jeg vilde ønske, at jeg ikke havde omtalt Dina!“ sagde hun i en bedrøvet Tone. „Ingen her synes at holde af den, og jeg er vis paa, at det er den bedste Kat i Verden! O, min kjære Dina! Jeg gad vidst, om jeg nogen Sinde skal se Dig igjen! Og nu begyndte den stakkels lille Marie igjen at græde, thi hun følte sig meget ensom og forknyt. Hun hørte imidlertid snart igjen Lyden af Fodtrin, som nærmede sig, og saa forventningsfuld op, idet hun haabede, at Musen havde skiftet Sind og nu vendte tilbage for at fortælle Resten af sin Historie.

―――